Balance - politisk program for Fokus


Du kan navigere til et bestemt emne via menuen i venstre side.

Velkommen til partiet Fokus. På denne side præsenterer vi vores politiske program. Det har titlen Balance, fordi et af vores gennemgående ønsker er større balance på mange forskellige samfundsområder. Vi ønsker større balance mellem opdrættet af dyr til fødevarer og hensynet til dyrenes velfærd. Vi ønsker større balance mellem nybyggeri og energiforbrug og hensynet til naturen og miljøet. Vi ønsker større balance mellem land og by, så landområderne ikke glemmes politisk. Og større balance mellem forebyggelse og helbredelse på områder som sundhed, misbrug og kriminalitet.

Et andet af vores ønsker er flere varme hænder. Vi ønsker flere varme hænder på hospitalerne, i psykiatrien, i ældreplejen og i den sociale indsats. I dag er der alt for mange kolde hænder, som primært er beskæftiget med administration og bureaukrati, i stedet for med pleje af og omsorg for patienter og brugere.

Fokus er ikke sat i verden for at bekæmpe andre partier. Vi er her heller ikke for at overbyde andre partier på populære enkeltsager. Fokus er lige så optaget af generelle problemer som beskæftigelsen, samfundsøkonomien og retten til at kunne gå trygt på gaden, som alle andre er. Men vi savner langt større opmærksomhed om såkaldt bløde emner som dyrevelfærd, økologi og folkesundhed. Med den rigtige satsning kan dyrevelfærd og økologi måske om få år blive den største danske eksportsucces siden LURPAK. I øvrigt er økologi også godt for klimaet, eftersom økologisk landbrugsproduktion er mindre energiforbrugende.

Folkestyret skal der naturligvis værnes om. Vi skal alle sammen være her, og der er brug for alle, der viser respekt for vores demokrati og vores land. Men Fokus vil bekæmpe ethvert forsøg på at undergrave livsbetingelserne for vores efterkommere, hvad enten det gælder demokratiet, miljøet, naturressourcerne, eller Danmarks selvstændighed og frihed.

Fokus vil også gøre vores til at løse internationale problemer. Miljø, klima og sikkerhed er grænseoverskridende emner, som kræver internationale løsninger. Vi er skeptiske overfor EU´s udvikling i retning af Europas Forenede Stater, men vi anerkender, at Danmark af mange årsager er og fortsat skal være medlem af Unionen.

Det er ikke nok at løse nutidens problemer. Vi skal også være på forkant med fremtidens. Det kan kun lade sig gøre gennem et samarbejde i Folketinget. Fokus vil derfor gøre hvad vi kan for at bryde med den traditionelle blokpolitik.

Partiet Fokus, Christiansborg, marts 2010



Dyrevelfærd, Økologi, Fødevarer og Miljø & Klima

Dyrevelfærd
Til top


Ethvert menneske ønsker den højeste grad af velfærd for sig selv og sine nærmeste og kæmper for det livet igennem. Det gør dyr også, men dyr kan ikke tale, de kan ikke klage over uretfærdighed og har i stedet brug for menneskers hjælp. FOKUS vil derfor tale dyrenes sag og arbejde for, at både landbrugsdyr, pelsdyr, familiedyr, forsøgsdyr og vilde dyr får det bedst mulige liv.

Som mennesker skal vi forsøge at forstå dyrene og de signaler, de sender os, når deres behov ikke opfyldes. Dyr er levende væsener, og når vi ser overgreb på dyr, skal vi – som mennesker – kun forholde os til, om vi kunne finde på at behandle mennesker på samme måde. Det kunne vi jo ikke, men alligevel er der alt for mange eksempler på, at dyr påføres unødvendige lidelser. Dyr kan både føle, tænke og mærke smerte. Derfor skal der slås hårdt ned på enhver form for dyremishandling.

Et rigt overskudssamfund som det danske er forpligtet til at tage sit ansvar for dyrene alvorligt. Det er forkasteligt, at dyr skal lide på grund af menneskers griskhed, grusomhed og ligegyldighed. For os i FOKUS er ordentlig behandling af dyr ganske enkelt et spørgsmål om almindelig anstændighed.


Dyreværnskorps

Desværre er vanrøgt af dyr stadigvæk en del af dagligdagen i Danmark og hidtil har myndighederne slet ikke taget problemet alvorligt nok. Det skal der ændres på. Strafferammerne for vanrøgt og dyremishandling skal hæves mærkbart og politiet skal prioritere dyreværnssager langt højere og intensivere efterforskningen. Det har vist sig at være en opgave, det danske politi ikke selv kan løfte. Derfor skal der, ligesom i f.eks. Storbritannien, oprettes et særligt dyreværnskorps med politimæssige beføjelser, som udelukkende skal føre tilsyn med brugsdyrs og familiedyrs velfærd og have ret til at tvangsfjerne mishandlede dyr og efterforske og retsforfølge dyrplagere.


Dyr som ressource

FOKUS ønsker, at respekten for levende væsener skal indtænkes i de forhold, vi byder vores nyttedyr. I landbruget, pelsindustrien og lægemiddelindustrien er det afgørende, at der tages hensyn til dyrenes naturlige behov og at eventuelle ubehag holdes på et absolut minimum. Brugsdyrs forhold i industrien skal være nøje og detaljeret beskrevet i lovgivningen for de forskellige områder og staten skal med regelmæssige og grundige kontroller sikre, at reglerne overholdes. Lovbrud skal straffes med skrappe bøder og i gentagelsestilfælde inddragelse af autorisationer. Meget grove overtrædelser skal fortsat udløse fængselsstraf.


Dyretransporter

Dyretransporter skal foregå på en ansvarlig måde og dyrene skal have adgang til foder og vand under transporten. Slagtedyr skal altid transporteres til nærmeste slagteri og transporttiden må aldrig overskride otte timer. Ved længere transporter af f.eks. avlsdyr skal der indlægges rigelige pauser undervejs. Det skal overvejes, om straffen for overtrædelser skal skærpes yderligere.


Dyreejernes ansvar

Der følger et stort ansvar med at eje dyr eller handle med dyr. Det er derfor nødvendigt, at der snarest indføres autorisation til dyrehandlere. Autorisationen skal kun kunne udstedes til dyrehandlere og ansatte, der har gennemført et kompetencegivende kursus i dyrs røgt og pleje. Ved overtrædelser skal autorisationen inddrages.

Kontrollen med hunde- og katteopdræt skal skærpes og der skal holdes et vågent øje med såkaldte baggårdsopdrættere. Ligeledes skal import af eksempelvis hunde underkastes skrappere kontrol.

Også familiedyr er et stort ansvar for ejeren og der bør indføres en nedre aldersgrænse for indkøb af dyr. Fokus foreslår, at aldersgrænsen sættes til 18 år, samt at forældre gøres ansvarlige for dyrets velfærd, når de overdrager familiedyr til deres børn.


Dyreforsøg

Til en vis grad har videnskabelige fremskridt reduceret forsøg med levende dyr på laboratorier og medicinstudier. Fokus vil arbejde for, at dyreforsøg efterhånden helt erstattes med computersimulationer og forsøg med kunstigt væv. Når teknologien giver os mulighed for at skåne dyr, skal vi gribe muligheden og spare levende væsener fra de langvarige pinsler, de udsættes for i videnskabens navn. Desuden skal der ydes mere støtte og bruges flere ressourcer på at udvikle alternative forskningsmetoder.


Ulovlig import

Den omfattende illegale import af dyr – bl.a. fra østeuropa – skal bekæmpes. Der skal afsættes flere ressourcer til kontrol og straffene for overtrædelser skal skærpes. Dyrevelfærd er en global opgave og dyremishandlere og illegale importører skal retsforfølges over grænserne.


Dyresex

Alle former for seksuel omgang med dyr skal forbydes og gøres strafbare. I Danmark er det i dag lovligt at benytte og tvinge dyr til sex, men Fokus mener, at seksuel omgang med dyr er forkastelig og forargelig. I modsætning til mennesker kan dyr ikke selv sige fra. Dyrene er umyndiggjorte og det kan derfor aldrig forsvares at misbruge og nedværdige dem udelukkende med henblik på egen nydelse.


Kommerciel hvalfangst og tyrefægtning

FOKUS er modstander af kommerciel hvalfangst og vil arbejde for et globalt forbud uden undtagelser. Det nuværende forbud er under hårdt pres fra hvalfangerlande som Norge, Island og Japan. Siden forbudets indførelse har Japan desuden systematisk omgået det ved at fange hvaler til ”videnskabelige undersøgelser”. Hvalkødet sælges dog i fuld offentlighed i supermarkeder overalt i Japan.

Danmark skal også arbejde for et internationalt forbud mod tyrefægtning. Det er grotesk, at denne sadistiske form for dyremishandling stadig finder sted i to af EU´s medlemslande (Spanien og Portugal) og helt uforståeligt, at nogle mennesker i det 21. århundrede kan finde fornøjelse i at lade sig underholde af denne grusomme ”sportsgren”.

Den danske regering skal desuden gennem EU og FN forsøge at tilvejebringe et verdensomspændende forbud mod mishandling og nedværdigende behandling af dyr – uanset om det gælder de såkaldte ”dansebjørne” i Indien, flåning af levende hunde og katte i Kina, masseslagtningen af delfiner i Japan, eller kølledrab på sælunger omkring Arktis. Hensyn til nationale ”traditioner” må aldrig gå forud for hensynet til dyrenes ve og vel.


Husdyrbrug

EU skal fastholde, at alle traditionelle fjerkræbure forbydes fra 2012. De såkaldt berigede bure skal ligeledes forbydes og producenterne skal i stedet indføre avlshuse, som tilgodeser hønsenes naturlige behov. Optimalt kan de omlægge til fritgående hønsebesætninger.

EU bør desuden udforme et nyt direktiv for slagtekyllinger, som sikrer dyrene langt mere plads og pålægger avlerne at stræbe efter en langsommere vækst, der i mindre grad belaster dyrenes ben og hjerter. Det samme skal gælde for slagtekalkuner.

Svinekastration skal som hovedregel undgås og må under alle omstændigheder kun foretages under bedøvelse. Søer og gylte må ikke fikseres, hverken i drægtighedsperioden, i løbeafdelingen eller i fare- og diegivningsperioden. Slagtesvin skal have mere plads samt beskæftigelses- og rodemateriale i form af halm. Pattegrise må først fravænnes, når de er fem-seks uger gamle. Der skal ikke være mulighed for dispensation. Halekupering af grise må ikke foretages, når der sælges til ukendt aftager, men alene når der foreligger dokumentation for problemer med halebid.

Slagtning af dyr må kun ske efter forudgående bedøvelse og der skal ikke være mulighed for dispensation.

Ingen former for tvangsfodring af dyr skal tillades. Import af produkter, der er fremstillet ved tvangsfodring, f.eks. foie gras, skal ophøre – eventuelt gennem vedtagelse af EU-direktiv.

FOKUS er imod kloning af dyr.


Mærkning af fødevarer

FOKUS vil arbejde for vedtagelse af et EU-direktiv, der pålægger medlemsstaterne at indføre en dyrevelfærdsmærkning af animalske fødevarer, så forbrugerne altid tydeligt kan se, hvordan produktet er fremstillet, hvad angår dyrenes etiske og velfærdsmæssige rettigheder.


Økologi
Til top


Økologisk fødevareproduktion sætter dyrevelfærd, naturen og vores fælles drikkevandsressourcer i højsædet. økologi er også i høj grad en konkurrencedygtig kvalitetsproduktion, som danske landmænd og landdistrikter kan leve af både nu og i fremtiden. Endelig er økologisk produktion mere skånsomt for klimaet. økologiske landbrug har lavere energiforbrug, forebygger udledninger af klimafjendtlige gasser og er bedre til at binde kulstof i jorden.

For Fokus er det en mærkesag at fastholde den danske førerposition. økologiske produkter skal have alle former for eksportstøtte og Danmark skal markedsføres internationalt som økologisk foregangsland. økologi kan på sigt få enorm økonomisk betydning for Danmark og dansk landbrug.


En ny landbrugsreform

Der skal gennemføres en ny landbrugsreform for årene 2014-2020, der sætter klare mål for øget økologisk produktion. Reformen skal sikre, at en væsentlig del af EU-støtten overføres fra de nuværende markedsordninger til landdistrikterne. Bedrifter, der sætter dyrevelfærd og miljøbeskyttelse i højsædet, skal favoriseres.


Husdyrvelfærd

Økologiske husdyr har bedre plads i stalden, kortere transporttid til slagteriet, adgang til udearealer, naturligt foder og frisk luft. økologi er derfor også en etisk nødvendighed, som skal videreudvikles med henblik på at sikre optimal dyrevelfærd i husdyrproduktionen i Danmark.


Offentlige indkøb

Miljøhensyn skal spille en større rolle i forbindelse med offentlige indkøb. Virksomheder, der forurener naturen eller på anden måde skader miljøet, må ikke komme i betragtning ved offentlige licitationer. Ligeledes må kød, der serveres i offentlige institutioner, ikke stamme fra landbrug eller virksomheder, der ikke sætter dyrenes vilkår i højsædet. Dyrevelfærd og miljø skal fremmes ved at indarbejde økologiske råvarer i statens grønne indkøbsinitiativer. FOKUS mener, at minimum 60% af madvarerne i offentlige køkkener bør være økologiske.


Flere dansk-ejede landbrug

Økologisk produktion skaffer forbrugerne velsmagende fødevarer og sætter dyrevelfærden i højsædet. Men ikke nok med det. Den kan også være med til at sikre jobs i tyndt befolkede områder og gøre små, familieejede landbrug økonomisk bæredygtige. økologi er derfor et godt alternativ til den igangværende uheldige udvikling med få, kolossale bedrifter, der i større og større grad kommer på udenlandske hænder. Fokus vil udvikle og støtte lovgivning eller fondsdannelse, der kan hjælpe til med etablering, fastholdelse og udvidelse af danskejede økologiske arealer. Navnlig vil vi tilstræbe, at yngre, danske landmænd får nemmere ved at købe eller leje jord til etablering af økologiske produktioner. Salg af økologiske varer i lokale områder skal fremmes til gavn for landdistrikterne.


Bedre forbrugerinformation

Forbrugerne kan gennem deres indkøbsmønstre selv gøre meget mere for bedre dyrevelfærd og økologi. Men det kræver viden om de konkrete dyrevelfærdsmæssige forskelle mellem f.eks. økologiske æg, skrabeæg og buræg. En af mulighederne er at lade dyrevelfærd og økologi indgå i skoleundervisningen. Vi foreslår, at danske skolebørn mindst én gang i skoleforløbet besøger et landbrug med høj dyrevelfærdsmæssig standard.


GMO

Udbredelse af gensplejsede afgrøder er en trussel mod naturen og forbrugernes valgmuligheder. økologisk produktion skal beskyttes mod GMO-forurening, så forbrugerne altid har et klart valg.


Økologisk landbrugs- og fødevareuddannelse

Der skal satses mere på de økologiske landbrugs- og fødevareuddannelser. Fødevarehåndværkere som slagtere, bagere og storkøkkenmedarbejdere kan få nye kvalifikationer og mere sikre jobs i en bæredygtig produktion.


Forskning i økologi

FOKUS ønsker en fordobling af det økologiske landbrugsareal, men det kræver også ny viden. Forskning og udvikling skal derfor styrkes, så nye teknologiske landvindinger kan blive til gavn for dyrevelfærden og miljøet.

Investering i danske genetiske ressourcer kan udvikle nye robuste økologiske afgrøder, der er velegnet til kemikaliefri drift. Det nordiske køkken skal være en drivkraft for økologisk kvalitet og produkt-innovation.


Fødevarer
Til top


Forbrugerne har krav på fødevarer af høj kvalitet, som lever op til reglerne og som holder det, der loves på emballagen. Fokus har til hensigt at være forbrugerens vagthund og holde et vågent øje med, at fødevareproducenter, supermarkeder og restauranter altid lever op til kravene i fødevarelovgivningen. Vi er modstandere af enhver form for såkaldt ”berigede” fødevarer og vil arbejde for, at forbrugeren altid får et så oprindeligt og rent produkt som muligt.


Verdens bedste fødevarekvalitet

Vores langsigtede mål er, at Danmark skal være verdens førende i fødevarekvalitet, dels af hensyn til vores egne forbrugere, dels af hensyn til vores eksport. EU skal ikke kunne forhindre os i at sætte vore egne standarder højere end de øvrige medlemslande. Fødevarekvalitet skal og må være en suveræn national afgørelse.

Fokus vil gerne gøre det billigere at leve sundt. Vi vil derfor arbejde for, at der på længere sigt indføres diffentieret moms, således at sunde fødevarer bliver billigere. På den måde vil det blive nemmere også for lavindkomstfamilier at servere sund og nærende kost hver dag.


Skrappere kontrol

Fokus ønsker en streng og effektiv fødevarekontrol, og det skal have mærkbare konsekvenser at overtræde reglerne. Forbrugerne skal altid trygt kunne gå på restauranter og i fødevarebutikker uden at frygte for utilstrækkelig hygiejne eller forældede madvarer. Fødevarekontrollen i Danmark skal derfor styrkes og til enhver tid have de tilstrækkelige ressourcer. Bødestraffene for overtrædelser skal være så høje, at det ikke kan ”betale sig” at blæse på reglerne.

Smileyordningen, som fortæller forbrugeren om forholdene i den enkelte butik, er en god ting. Dog skal fokus i højere grad rettes mod selve omgangen med fødevarer og ikke mod administrative fejl. Vi foreslår i øvrigt lovgivningen ændret, så smileyrapporten fremover både skal slås op på restaurantens facade og trykkes på menukortet.


Miljø & Klima
Til top


Danmark skal have mere natur og renere energi. Vi skal tage vores del af ansvaret for det globale klima, og helst være et skridt foran, når det gælder udvikling af bæredygtige teknologier. Fokus ønsker et grønnere Danmark som vi kan give videre til vores børn og børnebørn.


Naturen

Vi skal værne om vores jord, vores vand, vores dyr og vores planter og derfor støtter vi etableringen af nationalparker. Men de kan ikke stå alene. Vi skal også passe på alle vores skønne enge, skove, heder, søer, vandløb og moser. For FOKUS er det en hjertesag, at vi beskytter den smule af vores smukke natur, vi stadig har tilbage, og at så meget som muligt af den tabte natur retableres til gavn for dyr og mennesker.

Vi er skarpe modstandere af, at naturarealer ødelægges af prestigebyggerier og forurening. Alt for mange steder i landet har man travlt med at udlægge naturområder til prangende byggeri og med at ekspropriere enorme arealer jord til f.eks. golfbaner. Udelukkende for økonomisk vindings skyld. Taberne er naturen og dyrelivet og det kan vi ikke være bekendt at byde hverken os selv eller vores efterkommere.

Der skal være langt skrappere bøder for forurening og henkastning af affald i naturen, ikke kun af hensyn til os selv og dyrelivet, men også af hensyn til turismen og markedsføringen af Danmark som et grønt turistland.

Ved projektering af nye motorveje og større anlægsprojekter skal der tages udstrakt hensyn til naturskønne områder og sårbare dyrearter. Dyrene skal sikres passage gennem tunneler og der skal træffes foranstaltninger til at mindske antallet af trafikdrab på dyr.


Klimaet

FOKUS lægger stor vægt på en ansvarlig klimapolitik. Vi ønsker en international løsning, der kan reducere de nuværende og fremtidige klimaforandringer. Vigtigheden af, at der indgås en international aftale, før det går helt galt, kan ikke understreges nok. Udviklingen har vist, at der er grænser for, hvad vi kan byde kloden.

I dag har den globale opvarmning fået snakken om atomkraft til at blusse op igen. Men vi er modstandere af atomkraft og ønsker, at Danmark i stedet satser endnu kraftigere på vedvarende energikilder, som vind, bølgekraft og solenergi. Vi skal sætte os langt mere ambitiøse mål end vi gør i dag. Vi har i Danmark meget dygtige forskere og vi har stor tillid til, at de med den rette støtte kan udvikle endnu mere effektive måder at udnytte naturens energikilder.


Sundhed, Psykiatri, Vores ældre og Den sociale indsats

Sundhed
Til top


Sundhedsvæsenet

Gratis og effektiv hospitalsbehandling og lægehjælp skal være en selvfølge, uanset hvor i landet, man bor, og uanset indkomst og status. De såkaldte yderområder må ikke svigtes, men skal betjenes med samme effektivitet som byområderne. Borgerne skal have lige adgang til et sundhedsvæsen af bedste kvalitet uanset om de bor i Nordjylland, på Bornholm eller i Hovedstaden. Patienten skal altid være i centrum.

Strukturen med store, specialiserede hospitalsenheder – Aalborg, århus (Skejby), Odense og Rigshospitalet – er den bedste måde at sikre den højeste ekspertise i forhold til alvorlige sygdomme og den skal derfor opretholdes. Men samtidig skal de mindre, lokale sygehuse bevares og opgraderes, så de alle er i stand til at varetage akutfunktioner i kritiske og livstruende situationer, tæt ved folks bopæl.


Akutberedskabet

Akutberedskabet (herunder ambulancekørsel) skal udbygges og tilpasses de forskellige landsdele, så ingen får urimelige afstande til hospitalsbehandling. Beredskabet skal tilrettelægges i et samarbejde mellem lokale kræfter og ambulanceredderne, så det er så tæt på borgerne som muligt. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Lægebiler og akutbiler skal indsættes, hvor der er behov for det. Alarmsystemet 112 og de interne kommunikationssystemer skal opgraderes, så alle enheder kan kommunikere ubesværet. Det bærende princip må ubetinget være, at man hellere sender en udrykning for meget end én for lidt.


Overflødig administration

Hospitalernes administrationer skal gennemgås med henblik på at luge ud i overflødige funktioner og tidskrævende arbejdsgange. Flere af funktionerne kan samles på få steder og eventuelt klares centralt. Alle danske sygehuse, både store og små, skal kobles sammen med IT, så journaler og andre papirer ikke kan forsvinde. På hospitalerne, såvel som i resten af sundhedssystemet, gælder det om at reducere bureaukrati og snævre faggrænser med henblik på i stedet at skaffe flere varme hænder til direkte patientbehandling. Det er absurd, at kvalificerede læger og sygeplejersker skal bruge deres tid på administration, mens patienterne ikke kan få den fornødne behandling.


Statsligt sygehusvæsen

For FOKUS er det oplagt, at staten selv overtager driften af hospitalerne og at regionerne som følge deraf nedlægges. I dag er det alt for nemt for politikere at vaske hænder og frakende sig ansvaret for skandaler og elendige forhold på sygehusene. Ansvaret skal i stedet samles hos én person, nemlig den til enhver tid siddende sundhedsminister.


Forebyggelse

Vi vil arbejde for en langt mere energisk forebyggende indsats overfor velfærdsrelaterede sygdomme. Staten skal desuden i større udstrækning anerkende og støtte alternative behandlingsformer såsom akupunktur, forskellige former for terapi etc. Vacciner, der kan redde liv, skal som udgangspunkt være gratis.


Psykiatrien
Til top


Psykisk syges forhold er en mærkesag for Fokus. Psykiske lidelser kan være mindst lige så invaliderende og pinefulde som fysiske sygdomme, men de får ikke nær den samme opmærksomhed. Ligesom i sundheds- og plejesektoren ønsker vi langt flere varme hænder i behandlingen af psykisk syge.

Der skal kunne tilbydes hyppige og faste psykolog- eller terapeutsamtaler, som skræddersyes efter den enkelte patients situation. Erfaringen viser, at det – foruden at være et effektivt middel i rehabiliteringsprocessen – også kan medvirke til at nedsætte medicinforbruget.

For at sikre en stabil og realistisk rehabilitering må selve indholdet af et behandlingsforløb være motiverende for brugeren. Fokus ønsker derfor, at der indføres frivillige aktiveringstilbud til psykiatriske patienter. Aktiveringen skal finde sted på arbejdspladser med hjertet på rette sted, der har overskud til at tage sig af brugeren – og ikke som de nuværende, mindre tiltalende skånejobs. Det skal understreges, at aktiveringen er frivillig og aldrig må få præg af tvang eller pres. Langt fra alle brugere kan magte en aktivering, men for dem, der ønsker det, og som har mentalt og fysisk overskud, vil en aktiveringsproces på sigt kunne give dem et mere selvstændigt og værdigt liv. For Fokus er det oplagt at give dem denne mulighed.

Vil vil desuden arbejde for, at psykologer og statsgodkendte terapeuter fremover kan indgå i den offentlige sygesikringsordning.


Psykisk syge varetægtsarrestanter

I modsætning til i dag skal psykisk syge varetægtsarrestanter have adgang til behandling. Det er urimeligt, at psykisk syge ikke kan få deres nødvendige medicin, når de er blevet fængslet efter en anholdelse. Der skal oprettes flere botilbud til retspsykiatriske patienter.


Alternativ behandling og sund livsstil

Ligesom i det øvrige sundhedsvæsen ønsker Fokus en overordnet anerkendelse af seriøse alternative behandlingsformer, som zoneterapi, ergoterapi, naturmedicin og akupunktur. Mange bosteder benytter sig allerede af alternativ behandling, men for mange halter desværre stadig bagefter, bl.a. på grund af manglende offentlig anerkendelse.

Ligeledes foreslår vi også langt større opmærksomhed på sund livsstil for brugere i psykiatrien. Der er en verden til forskel på økologiske og gode råvarer frem for industrielt fremstillet mad. Sund og velsmagende mad, jævnlig motion og de rette kosttilskud er vigtige faktorer i kampen for at bringe krop og psyke i bedre balance. Der er mange beviser på, at en sund livsstil kan både helbrede og forebygge såvel psykiske som fysiske sygdomme og vi vil derfor gerne sætte større fokus på denne mulighed i patientbehandlingen.


Vores ældre
Til top


Vores ældre har arbejdet hele deres liv for at opbygge det velfærdssamfund, vi alle nyder godt af i dag, og har fortjent en alderdom fyldt med omsorg og tryghed. Vi vil ikke acceptere, at der i Danmark findes ældre, der lider økonomisk nød, eller ikke føler sig trygge i deres dagligdag.


Hjemmehjælp og ældreboliger

En væsentlig del af plejepersonalets tid går i dag med administration og bureaukrati. Det skal der laves om på. De ansatte i plejesektoren skal have lov at koncentrere sig om omsorg og pleje, uden at skulle aflægge minutregnskab for deres arbejde. Hjemmehjælpen skal til enhver tid tage udgangspunkt i den enkelte ældres ønsker. Ligeledes skal de ældre, der ønsker det, tilbydes egnede boliger, som er indrettet efter deres særlige behov.

Uanset hvor i landet, man bor, skal pleje- og omsorgsniveauet holde samme høje standard. I dag er der for stor ulighed mellem de forskellige kommuners tilbud og det ønsker vi at ændre. Man skal kunne være sikker på en tryg og rar alderdom ligegyldigt om man bor i den ene eller den anden del af Danmark.


Supplerende indkomst

Vi vil gøre det nemmere for førtidspensionister, efterlønnere og pensionister at supplere indkomsten med deltidsarbejde. Mange seniorer ønsker i dag at fastholde en vis tilknytning til arbejdsmarkedet til gavn for både deres økonomi og deres sociale netværk. FOKUS ønsker derfor, at der gives mulighed for at tjene op til kr. 70.000 årligt uden modregning i de offentlige ydelser.


Gratis offentlig transport

De ringest stillede ældre skal desuden have forskellige håndsrækninger, såsom gratis offentlig transport. Folkepensionen skal følge den løbende prisudvikling og mulighederne for at få f.eks. særlig varmehjælp skal forbedres. Mange af de ældre, der i dag modtager ældrecheck, må desværre opleve, at hver en krone omgående bliver spist af en ekstra varmeregning. Det kan vi ikke være bekendt og det vil Fokus arbejde for at ændre.


Det offentliges kommunikation

Digitaliseringen af kommunikationen fra offentlige myndigheder skal finde sted i et tempo så alle kan følge med. Selvom man ikke er fortrolig med internettet skal man ubesværet kunne kommunikere med det offentlige. Det skal derfor lovfæstes, at post fra offentlige instanser i en længere overgangsperiode fortsat skal fremsendes som almindelige breve og ikke kun elektronisk.


Den sociale indsats
Til top


FOKUS har som grundholdning, at den sociale indsats først og fremmest skal være forebyggende og dernæst målrettes de mennesker, der har mest brug for den. Indsatsen bør være fleksibel, så det altid bliver muligt at finde løsninger, der passer til den enkeltes hverdag og livssituation.

Udsatte grupper skal inddrages i processen i stedet for som nu, hvor beslutningerne i høj grad træffes hen over hovedet på dem. En oplagt mulighed er at give Rådet for Socialt Udsatte større indflydelse, end det har i dag.


Hjemløse

Kampen mod hjemløshed skal opprioriteres. Dels skal mængden af boligtilbud øges, dels skal samfundet i langt højere grad forebygge hjemløshed. F.eks. skal strafafsonere tilbydes effektiv hjælp efter løsladelsen, så de ikke ender på gaden.


Fysisk handicappede

Det burde være overflødigt at sige det, men fysisk handicappede skal have samme muligheder for at leve deres liv som alle andre borgere i det danske samfund. Alt for mange områder trænger til et eftersyn: Handicappede har ringere muligheder for at benytte offentlig transport, handicappede har sværere ved at få en egnet bolig osv. Vi mener, at det er nødvendigt med en kulegravning af hele handicapområdet med inddragelse af de handicappedes organisationer, så det kan fastlægges, nøjagtigt hvilke forbedringer, der er behov for, for de enkelte handicapgrupper.


Udsatte unge

Ikke alle unge har forudsætningerne for at komme helskindet gennem overgangen fra ung til voksen. Det er vigtigt med en tidligere indsats overfor dem, der støder på vanskeligheder. Fokus ønsker, at børn og unge, der er forældreløse, eller som vokser op med alvorligt syge forældre og dermed risikerer et ulykkeligt ungdoms- og voksenliv, får retskrav på kvalificeret hjælp landet over. Cirka 80.000 børn og unge oplever hvert år, at deres far eller mor rammes af en kritisk sygdom, mens omkring 70.000 har mistet én eller begge forældre. Forskningen viser, at tre ud af ti børn og unge, der har mistet forældre, har brug for kortvarig hjælp, mens en ud af ti rammes af alvorlige psykiske problemer med depressioner, isolation, studiestop, spiseforstyrrelser eller misbrug som konsekvens. Disse børn og unge skal vi hjælpe og det kan ikke gå hurtigt nok. Det samme gælder de unge, der lever i mange år med svært syge forældre.


Alkohol- og stofmisbrugere

Det er indlysende nødvendigt med en langt mere effektiv forebyggende og behandlende indsats på alkohol- og stofmisbrugerområdet, ikke mindst over for fængselsindsatte og unge under 18 år. Men når skaden er sket, skal samfundet – i modsætning til i dag – garantere døgnbehandling, så følgevirkningerne for misbrugere og pårørende begrænses mest muligt.


Frivilligt arbejde

I Danmark finansieres socialt arbejde fuldt ud af det offentlige. Det er et godt princip, som vi skal bevare. Indsatsen må aldrig afhænge af frivilliges arbejde. Når det er sagt, kan vi kun rose og anerkende den enorme indsats, de frivillige i dag yder. Vi støtter, at frivillige kan hjælpe til på så mange områder, som muligt. Deres hjertevarme og medmenneskelighed har uvurderlig betydning for de udsattes oplevelse af ikke at blive ladt i stikken, ligesom de mange steder er en stor praktisk hjælp for et overbebyrdet personale. Frivilligt arbejde skal også være en mulighed for jobsøgende, som skal kunne udføre frivilligt og offentligt anerkendt, socialt arbejde uden at blive trukket i overførselsindkomsten.


Familie og Uddannelse

Familien
Til top


Familien er den ramme, hvori vi under vores opvækst skal opbygge vores personlighed, lære om det sociale fællesskab og opbygge en naturlig evne til omsorg og ansvar. En velfungerende familie er forudsætningen for, at børnene bliver rustet til at fungere i det store sociale fællesskab, vi kalder samfundet.


Enlige forældre

For FOKUS er det afgørende, at vores børn gennem deres opvækst netop lærer at opbygge netværk og sociale relationer. Samfundet skal hjælpe med til at alle familier kan skabe de rette, trygge rammer for deres børn, uanset hvordan familien er sammensat. Enlige forældre skal derfor sikres hjælp og støtte til på lige fod med andre familier at give deres børn tryghed og omsorg i opvæksten.


Skilsmisse

Når familier kastes ud i skilsmisse må børnenes tarv altid komme i første række, ikke mindst hvis der bliver tale om anbringelse uden for hjemmet. Her skal der i særlig grad tages hensyn til barnets sociale relationer. I forbindelse med skilsmisser skal bedsteforældre som hovedregel altid sikres samværsret med børnebørnene.


Børnepasning

Navnlig i skilsmissefamilier er det ofte et problem, at forældrene mangler hjælp til børnepasning, når børnene bliver syge. Fokus foreslår derfor, at kommunerne får mulighed for at etablere et netværk af erfarne børnepassere, der kan træde til ved akut sygdom. Et sådant netværk kunne eventuelt oprettes i samarbejde med frivillige foreninger.


Samlivsformer

FOKUS er imod, at samfundet blander sig i den enkeltes valg af samlivsform. Staten skal ikke opstille retningslinjer for personlig lykke. Vi støtter derfor retten til at indgå kirkeligt ægteskab, uanset seksuel orientering. Ligeledes støtter vi retten til at adoptere uanset adoptantparrets køn og seksualitet.


Uddannelse
Til top


Viden er og bliver Danmarks vigtigste råstof. En af vores vigtigste bestræbelser bør derfor være, at så mange unge som muligt får så god en uddannelse som muligt, samt at forskningen støttes på højeste plan.

Folkeskolen skal være for alle og alle børn skal sikres en god skolestart med tryghed og inspirerende undervisning. Folkeskolen skal være vores børns naturlige fælles reference – det sted, hvor de mødes og får viden og færdigheder til deres videre vej i uddannelsessystemet. Folkeskolen skal være den ramme, som lærer børn, at de hører til i et fællesskab, nemlig det fællesskab, vi kalder Danmark.

Fokus anerkender desuden privat- og friskolerne som et værdifuldt supplement, som kan inspirere og bidrage med nye idéer til gavn for hele skolevæsenet.


Læsning er første mål

Mål nummer ét skal være, at alle elever ved udgangen af første klasse har lært at læse på et rimeligt niveau. At kunne læse hurtigt og ubesværet er grundlaget for al anden uddannelse. Ingen må tabes på gulvet og de elever, der har sværere ved at læse end andre, skal have hurtig hjælp. Dette gælder også i de øvrige fag. Men hjælpen skal altid gives på en måde som ikke får eleven til at føle sig mindreværdig eller uden for resten af klassen. Den sociale dimension er vigtig. Af samme grund skal mobning konsekvent bekæmpes.


Idræt, IT og ungdomsuddannelser

Man tænker og lærer bedre, når man er sund og i god fysisk form. FOKUS ønsker derfor faget idræt styrket, ligesom vi foreslår undervisning i sund, økologisk kost og ernæring. På IT-området skal Folkeskolen være i første række. Som målsætning skal alle elever tilbydes relevante IT-løsninger og skolerne skal tilknytte faguddannet personale til drift og udvikling af institutionens systemer.

Efter skoleforløbet bør alle unge gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er vigtigt med en grundig vejledning i valg af uddannelsesretning, så færrest mulige unge udsættes for det nederlag, et forkert uddannelsesvalg kan være. Alle unge har talenter og ressourcer, som den rigtige ungdomsuddannelse kan udvikle, hvad enten det så skal være den gymnasiale retning eller en teknisk skole.

Samfundet bør også styrke indsatsen på efteruddannelsesområdet, ikke blot generelt, men især over for dem, der er blevet ramt af arbejdsløshed.


Videregående uddannelser

Det er uomgængeligt nødvendigt, at vi fastholder og øger det høje niveau på universiteter og andre højere læreanstalter. De studerende er første led i den fødekæde, som skal skabe fremragende forskere og dygtige medarbejdere til erhvervslivet. Der skal derfor stiles mod, at så stor en del af en ungdomsårgang som muligt gennemfører en videregående uddannelse.


Uddannelsesstøtte

Statens Uddannelsesstøtte er et vigtigt led i bestræbelserne på at bevare og øge danskernes uddannelsesniveau. Vi ser den derfor gerne hævet på sigt og ønsker som minimum, at den følger den almindelige løn- og prisudvikling. Som yderligere hjælp bør studerende kunne fratrække udgifter til bøger og andet undervisningsmateriale. Det er ligeledes vigtigt, at samfundet stiller et tilstrækkeligt antal kollegieboliger til rådighed. Boligmangel bør aldrig afholde unge fra at påbegynde en uddannelse.


Forskning

Danmark skal sætte sig det mål at være blandt verdens førende forskernationer. Forskning i verdensklasse er grundlaget for en stor del af vores erhvervsliv, for vores iværksættere og dermed for vores velstand. FOKUS betragter derfor en styrkelse af den offentlige forskning som en helt naturlig investering i vores fremtid.


Skat og Finans, Erhvervslivet, Arbejdsmarkedet og Landbrug & Fiskeri

Skat og finans
Til top


Fokus er afgjort modstander af skattestigninger for såvel borgere som for erhvervslivet. Men vi ønsker at arbejde hen imod en ændring af vores skattesystem, så alle betaler bruttoskat, dog med fastholdelse den progressive skat. For os er det en fremtidsvision og en forudsætning for bevarelsen af velfærden – ikke en modsætning. Hvis vi vil opretholde velfærdssamfundet i en tid, hvor en større og større del af den arbejdsduelige befolkning bliver ældre og ældre, skal det gøres mere interessant at deltage på arbejdsmarkedet – og mere attraktivt at yde en ekstra indsats for dem, der allerede er i arbejde.


Enkel og gennemskuelig skat

Fokus søger enkelhed og gennemskuelighed i skattesystemet. Det betyder ikke nødvendigvis store skattelettelser, for velfærdssystemet skal bevares og det kræver penge. Vi er realistiske og ved, at de to ting hænger sammen. Men skattesystemet skal være mindre ressourcekrævende for erhvervslivet og enklere for lønmodtageren. Både borgere og store og små virksomheder skal spares for de omkostninger og den tid, de i dag tvinges til at bruge på at udregne deres skat. På den måde får man også gjort op med de mange skjulte dagsordner, der har præget dansk skattepolitik gennem årtier.


Skattevæsenets kommunikation

Det skal være nemmere for borgerne at komme i dialog med SKAT. Kommunikationen skal derfor forbedres markant. Breve fra SKAT skal udfærdiges i et sprog, som enhver kan forstå. Digitaliseringen er på sigt uundgåelig, men den går alt for stærkt. Det er uacceptabelt, at SKAT blæser på de, navnlig ældre, borgere, som ikke er fortrolige med internettet og måske ikke engang ejer en computer. Der skal derfor indføres en længere overgangsperiode, i hvilken årsopgørelser og andre skrivelser fortsat udsendes med almindelig post. SKAT er til for borgernes skyld og ikke omvendt og det bør være en selvfølge, at alle kan følge med.


Finanspolitik

Finanspolitikken skal skabe det nødvendige økonomiske råderum til løbende serviceforbedringer og samtidig gøre det muligt at reducere statsgælden. Der skal derfor føres en ansvarlig og stram finanspolitik, som kan sikre overskud på de offentlige finanser. Investeringer i forskning og uddannelse skal sikre at vi også i fremtiden kan opretholde velfærden og en holdbar økonomi.

økologi, dyrevelfærd og ren natur skal fremhæves i markedsføringen af Danmark, dels for at styrke eksporten af økologiske produkter, dels for at skaffe øgede turistindtægter.

Der skal gennemføres en mere effektiv beskatning af multinationale selskaber i Danmark. Som udgangspunkt skal penge, der tjenes i Danmark, også beskattes i Danmark.


Erhvervslivet
Til top


Et sundt erhvervsliv er grundlaget for vores velstand og FOKUS ønsker derfor så gode vilkår for virksomhederne som overhovedet muligt. Navnlig skal små, selvstændige erhvervsdrivende have bedre muligheder for at drive en rentabel forretning. Der skal gennemføres en omfattende regelforenkling, så butiksejere og små selvstændige ikke drukner i bureaukrati og administrative forpligtelser. Nationaløkonomisk er det langt sundere med flere mindre, selvstændige virksomheder, end hvis en stor del af erhvervslivet er samlet i få, kæmpemæssige koncerner.


Iværksættere

Nye virksomheder skaber nye jobs til gavn for hele samfundet. For at skabe bedre startvilkår for iværksættere foreslår Fokus enten et særligt fradrag eller nedsat skat i eksempelvis det første år.
En særlig mulighed for iværksættere er hjemmeserviceordningen, som vi gerne vil puste nyt liv i. Flere skal have mulighed for at gøre brug af ordningen, og tilskudssatsen skal derfor sættes op fra 30 til 50%, så flere animeres til at starte egen servicevirksomhed.


Turismen

FOKUS ønsker at gøre Danmark grønnere og at markedsføre os som et grønt turistland med en vidunderlig natur, et rent miljø, og optimale forhold for dyr og økologi. Der skal i det hele taget skabes de bedste rammer for turismen i Danmark. Hotelmomsen skal nedsættes og gradvis afskaffes. Rastepladserne langs vejene skal opgraderes og gøres mere gæstfri.


Arbejdsmarkedet
Til top


I Danmark har vi stærke faglige organisationer, som er med til at sikre lønmodtagernes rettigheder og velstand. Det er en stor fordel, at den enkelte kan forsikre sig mod arbejdsløshed gennem medlemskab af en arbejdsløshedskasse og FOKUS vil derfor støtte initiativer, der kan øge den organiserede andel af arbejdsstyrken. Faglige organisationer bør dog altid være politisk uafhængige og vi støtter derfor, at lønmodtagere kan fratrække fagforenings- og arbejdsløshedskassekontingenter i skat.

Arbejdsmarkedspolitikken skal efter vores opfattelse tilpasses de faktiske forhold i samfundet. Det vil sige, at der i perioder med stor ledighed dels skal sættes ekstra ind for at skabe nye arbejdspladser, dels fokuseres på uddannelse og omskoling af de ledige.

Ledighed bekæmpes bedst lokalt. En god og stabil arbejdsmarkedspolitik skal derfor foregå gennem samarbejde mellem arbejdsløshedskasserne og de enkelte kommuner. Et godt kendskab til det lokale erhvervsliv og den enkelte ledige er en vigtig forudsætning for at hjælpe folk i arbejde.


Et fleksibelt arbejdsmarked

Et fleksibelt arbejdsmarked sikrer at alle, der er i stand til det, kan være med på et niveau, der passer den enkelte. Fleks-jobs kan f.eks. være en god løsning for sygdomsramte, der i et eller andet omfang gerne vil bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. For kronisk syge kan det give stor livskvalitet at have muligheden for at arbejde nogle få timer om ugen i et tempo, der svarer til kræfterne.

For at fastholde et fleksibelt arbejdsmarked er det ligeledes vigtigt, at lønmodtagere fortsat kan fratrække befordringsudgifter.


Arbejdsmiljøet

Fokus er meget optaget af såvel det fysiske som det psykiske miljø på arbejdspladserne. Sikkerhed og tryghed er forudsætninger for, at det er en positiv oplevelse at gå på arbejde. Mobning på arbejdspladser skal bekæmpes. Mange førtidspensioneringer kunne undgås, hvis virksomhederne i større grad var opmærksomme på, at det psykiske arbejdsmiljø har lige så stor betydning som det fysiske.


Landbrug & fiskeri
Til top


For Fokus er det en klar målsætning, at så mange landbrug som muligt forbliver selvstændige, og ikke opkøbes eller sammensluttes i store koncerner, som til sidst vil gøre landbruget til ren industri.
Derfor vil vi støtte ethvert initiativ, som kan være med til at skabe gode rammer for små og mellemstore landbrugsejendomme, ligesom vi vil støtte alle muligheder for øget økologisk drift.

Mange har haft held med at skabe nicher for forskellige landbrugsvarer af høj kvalitet som f.eks. specielle mejeriprodukter. Det er en positiv udvikling, som skal støttes, ikke mindst af hensyn til økonomien og livet i de såkaldte yderområder.

Se også afsnittet om
økologi



Fiskeri

Danmark har mange års tradition som fiskerination. Den tradition skal vi bevare og fiskeriet skal derfor have mulighed for at fortsætte på gode og bæredygtige vilkår, som også tager hensyn til fiskebestanden og vores havmiljø.

I de senere år har vi set flere og flere små fiskerihavne blive til døde områder uden liv og aktivitet. Mange steder er der i dag kun en enkelt eller to kuttere tilbage. Denne uheldige udvikling ønsker vi at bremse. De små havne har ofte stor lokal betydning og er i øvrigt med til at tiltrække turister til de mindre byer.


Udenrigspolitik og Forsvaret

Udenrigspolitik
Til top


Fokus vil på alle tænkelige måder støtte udviklingen af demokrati og frihed i alle lande verden over. Derfor skal Danmark selvfølgelig deltage i løsningen af fredsskabende, fredsbevarende og humanitære opgaver overalt på Jorden.

En aktiv udenrigspolitik er et af midlerne til at sikre den sikkerhed og stabilitet, som er forudsætningen for opretholdelsen af menneskerettigheder og demokrati. FOKUS betragter globaliseringen som et stort gode, men den har også skabt bedre betingelser for organiseret kriminalitet og terrorisme, og det skal der sættes hårdt ind overfor.

Ingen lande kan løse verdens problemer alene. Vi støtter derfor et styrket samarbejde i internationale organisationer som NATO, FN, WTO og OSCE. Vi er skeptiske overfor EU´s udvikling i retning af Europas Forenede Stater, men vi anerkender, at Danmark af mange årsager er og fortsat skal være medlem af Unionen.


Ulandsbistand

FOKUS vil gerne hæve ulandsbistanden til samme niveau som tidligere. Vi ønsker derfor gradvis at øge den til én procent af bruttonationalproduktet. Men samtidig skal der holdes et vågent øje med, hvordan midlerne bruges, så de ikke forsvinder i korruption og misbrug. Bistanden skal først og fremmest bruges til udvikling, så ulandene med tiden bliver selvforsørgende. Et vigtigt element er oplysning om prævention og anden graviditetsforebyggelse, så overbefolkningen bremses.


Forsvaret
Til top


Fokus mener, at udviklingen er løbet fra den almindelige værnepligt. Beskyttelsen af dansk territorium finder i dag først og fremmest sted uden for Danmarks grænser og hovedopgaven for det danske forsvar er at bidrage til løsningen af internationale kriser og problemer. Vi ønsker derfor værnepligten afløst af en professionel hær, som efter vores mening vil være bedre egnet til at varetage de nye udfordringer.

For at sikre de bedst mulige betingelser for vores soldaters indsats og deres personlige sikkerhed, er det naturligvis helt afgørende, at forsvaret får de nødvendige bevillinger til træning, uddannelse og materiel.


Støtte efter hjemkomsten

Våben og uddannelse er ikke nok. Det er lige så vigtigt, at soldater, der vender hjem fra internationale opgaver, sikres alle nødvendige former for støtte, såsom krise- og psykologhjælp. Dette skal også tilbydes de pårørende. Forsvaret skal økonomisk stå for genoptræning af tilskadekomne soldater samt anvise beskyttede boliger, således at den enkelte soldat kan vende hjem til et værdigt liv.


Hjemmeværnet

Fokus respekterer og bakker op om Hjemmeværnet som en værdifuld og integreret del af det danske forsvar, der i påkommende tilfælde også kan være politiet behjælpelig med f.eks. færdselsregulering i forbindelse med internationale konferencer, afspærring af katastrofeområder, større eftersøgninger af forsvundne personer osv.


Kultur og Medier

Kultur og medier
Til top


Kulturens vilkår er en målestok for ethvert samfunds civilisationsmæssige niveau. Medier, teatre, billedkunst, musikliv osv. er nogle af de søjler, der hæver os fra blot at eksistere til at leve som borgere i et højt civiliseret samfund.


Nem adgang til kulturoplevelser

Vi i Fokus er varme tilhængere af, at enhver borger har nem adgang til kulturelle oplevelser og vi ønsker derfor, at lokale teatre, biografer, museer m.fl. sikres bedre eksistensvilkår overalt i landet – ikke kun i de store byer. Ligeledes vil vi arbejde for, at staten øger støtten til produktion af danske kvalitetsfilm til gavn og glæde for biografgængere både i Danmark og i udlandet. Statens Kunstfond har i mange år haft uvurderlig betydning for udviklingen i dansk kulturliv og fonden skal derfor sikres fortsat eksistens, og styrkes yderligere, så snart statens finanser tillader det.

Den danske musikscene har ligesom filmbranchen gennem mange år gjort det rigtig godt. Også denne positive udvikling skal støttes og der skal skabes endnu bedre muligheder for at musiklivet fortsat kan blomstre.


Mangfoldig og uafhængig mediestruktur

Det er vigtigt, at der i Danmark er et bredt udbud af såvel kommerciel som ikke-kommerciel radio og tv, nationalt, regionalt og lokalt. Danmarks Radio skal fastholdes som public service-kanal, der betjener alle danskere i billeder og lyd. TV2 skal fortsat være med til at skabe en nødvendig konkurrence til DR og strukturen med otte regionale tv-stationer skal fastholdes.

En fri og uafhængig presse er garant for folkestyret og borgernes mulighed for at komme til orde. Ytringsfrihed og adgang til information er nogle af grundstenene i ethvert demokratisk samfund. Fokus er derfor indædte modstandere af ethvert forsøg på at stække den frie danske presse, uanset om forsøget kommer fra danske eller udenlandske magthavere, agitatorer eller religiøse fanatikere.

Fri adgang til information omfatter også fortsat åben og gratis adgang til biblioteker med en god geografisk spredning. Lukning af lokale biblioteker skal derfor indstilles og de mindre biblioteker sikres fortsat drift.


Integration

Integration
Til top


Fokus ønsker en realistisk udlændingepolitik med udgangspunkt i, at Danmark er og skal være et åbent og tolerant samfund. Mennesker skal ikke bedømmes efter oprindelse, men efter hvad de kan og vil bidrage med. Efter vores opfattelse er et mangfoldigt samfund også et både stærkere og mere dynamisk samfund.


Asylpolitik

Vi skal leve op til internationale konventioner og give asyl til mennesker, som er på flugt fra regimer, der undertrykker friheden og forfølger sine egne borgere. Asylpolitikken skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske og skal fortsat dreje sig om at yde forfulgte mennesker beskyttelse i kortere eller længere perioder. Dog skal der som udgangspunkt altid ses på muligheden for at hjælpe flygtninge i deres eget nærområde. Asylansøgninger skal behandles hurtigt, således at den enkelte ansøger får en hurtig afklaring af sin sag.


Hurtig integration

For Fokus er hurtig integration altafgørende. De nuværende integrationsproblemer fjerner fokus fra de mange velfungerende indvandrere, som enten er blevet integreret, eller er ved at blive det, og dermed inden længe vil kunne bidrage positivt til det danske demokratiske fællesskab. Nytilkomne indvandrere skal derfor langt hurtigere hjælpes i gang med uddannelse og arbejde. Alt i alt skal vi blive meget bedre til at udnytte indvandrernes ressourcer til gavn for os alle.


Fanatisme

Det er vigtigt at fastslå, at Danmark under ingen omstændigheder skal være et fristed for udenlandske fanatikere, der støtter undertrykkelse og terror. Medlemmer af terroristiske organisationer har intet at gøre i Danmark og skal hverken kunne opnå visum, opholds- eller arbejdstilladelse. Destruktive kræfter, der undergraver Danmarks identitet som et åbent og demokratisk samfund skal møde konsekvent modstand.

Religiøse mindretal skal have fuld frihed til at dyrke deres religion under forudsætning af, at udøvelsen ikke truer demokratiet, ytringsfriheden, ligestillingen mellem kønnene, eller andre religiøse eller seksuelle minoriteter.


Retspolitik

Retspolitik
Til top


Fokus ønsker et sikkert Danmark, hvor alle kan gå på gaden i fred, hvor alle kan sende deres børn i skole uden at frygte for deres sikkerhed, og hvor ingen behøver at føle sig utrygge i deres eget hjem. Vold, røverier og overfald på andre mennesker skal straffes hårdt, og der skal sættes større ressourcer af til ofrene, i form af psykologhjælp og økonomisk kompensation


Forebyggelse og afsoning

Vi mener, at der skal bruges langt flere kræfter på kriminalitetsforebyggelse, end der bliver brugt i dag. Ikke mindst overfor børn og unge haster det med en tidlig, konsekvent indsats. Ligeledes skal samfundet efter endt strafafsoning hjælpe med job og uddannelse for at forhindre tilbagefald til den kriminelle løbebane. Bedre forebyggelse vil i sidste ende blive en besparelse for staten.

Det er et stort problem, at dømte i dag kan vente længe på blive indkaldt til afsoning. Det er absurd, at der ligefrem er kø til fængslerne på grund af pladsmangel. Navnlig er det helt uantageligt, at ofre for voldsforbrydelser i dag kan risikere at møde deres voldsmand på gaden, mens den pågældende venter på afsoning. Som udgangspunkt skal enhver, der er dømt for personfarlig kriminalitet, indsættes til afsoning umiddelbart efter dommen. Antallet af fængselspladser med tilhørende personale skal derfor opjusteres i forhold til behovet.

For at spare ressourcer og pladser i fængselsvæsenet skal der endvidere ses på mulighederne for en udvidelse af fodlænke-ordningen med afsoning i hjemmet. Denne mulighed skal kun kunne komme i betragtning for personer, der er dømt for ikke-personfarlig kriminalitet.


Pædofili

Overgreb på og misbrug af børn og mindreårige er nogle af de mest modbydelige forbrydelser, der kan tænkes. Børn, der har været udsat for en forbrydelse, risikerer at få resten af deres liv ødelagt af frygt og mistillid til andre mennesker. Den slags kan vi næsten ikke sætte hårdt nok ind mod. Straffene for pædofili og børnemishandling skal sættes op og sygelig seksuel tiltrukkethed af børn skal behandles medicinsk og psykologisk.


Politiet

Et effektivt og velfungerende politi er forudsætningen for et trygt samfund. Den seneste politireform har ikke virket efter hensigten og alt for mange borgere oplever, at politiet ikke er tilstrækkelig synligt og tilgængeligt. Vi ønsker derfor en gennemgang af reformen, så der snarest muligt kan blive rettet op på de åbenlyse fejl og mangler.