”Vil ministeren på baggrund af veterinærdirektørens udtalelser den 4. marts 2011 om, at optagelser fra en konkret minkfarm med over 100 skadede ubehandlede dyr viste groft uforsvarlig behandling af dyr, og at dette uden tvivl ville udløse en politianmeldelse (www.dr.dk/P4/Sjaelland/Nyheder/RegionSjaelland) oplyse, om Fødevarestyrelsen i de 2½ måned, der gik før sagen den 12. maj 2011 blev overdraget til politiet, har været på besøg i besætningen for at sikre sig, at der ikke skete vanrøgt af dyr?

”Vil ministeren på baggrund af veterinærdirektørens udtalelser den 4. marts 2011 om, at optagelser fra en konkret minkfarm med over 100 skadede ubehandlede dyr viste groft uforsvarlig behandling af dyr, og at dette uden tvivl ville udløse en politianmeldelse (www.dr.dk/P4/Sjaelland/Nyheder/RegionSjaelland) oplyse, om Fødevarestyrelsen i de 2½ måned, der gik før sagen den 12. maj 2011 blev overdraget til politiet, har været på besøg i besætningen for at sikre sig, at der ikke skete vanrøgt af dyr?”

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser følgende:

”Fødevarestyrelsen har i den nævnte periode ikke aflagt kontrolbesøg i den pågældende minkfarm.”

Der henvises i øvrigt til min besvarelse af FLF (alm. del) spørgsmål 470.

Henrik Høegh

/Katrine Lindegaard

 ”Vil ministeren oplyse, hvad Fødevarestyrelsen foretog sig for at sikre, at der ikke skete vanrøgt af mink på 27 konkrete minkfarme med tilsyneladende meget alvorlige dyrevelfærdsmæssige problemer i perioden fra DR sidst i februar 2011 viste styrelsen billedmateriale, der tydede på sådanne problemer, og styrelsen derfor var bekendt med risikoen, til styrelsen 2½ måned senere overdrog billedmaterialet til politiet (2. maj 2011)?

”Vil ministeren oplyse, hvad Fødevarestyrelsen foretog sig for at sikre, at der ikke skete vanrøgt af mink på 27 konkrete minkfarme med tilsyneladende meget alvorlige dyrevelfærdsmæssige problemer i perioden fra DR sidst i februar 2011 viste styrelsen billedmateriale, der tydede på sådanne problemer, og styrelsen derfor var bekendt med risikoen, til styrelsen 2½ måned senere overdrog billedmaterialet til politiet (2. maj 2011)?

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser følgende:

”Fødevarestyrelsen kan oplyse, at Danmarks Radio ikke ønskede at udlevere de optagelser, der lå til grund for indslagene i TV-Avisen i februar. Det har heller ikke været muligt at få oplyst identiteten på minkfarmene.

Fødevarestyrelsen anmodede derfor den 25. februar 2011 dyreværnsorganisationen ANIMA, der havde udleveret billedmateriale til Danmarks Radio, om at udlevere billedmaterialet til Fødevarestyrelsen med henblik på at identificere og eventuelt politianmelde de pågældende minkfarme i det omfang, billedmaterialet dokumenterede overtrædelser af dyreværnslovgivningen.

Først den 6. maj 2011 modtog Fødevarestyrelsen billedmaterialet fra ANIMA. Da det umiddelbart ikke var muligt for styrelsen at vurdere, om billedmaterialet kunne være manipuleret, overdrog Fødevarestyrelsen den 12. maj 2011 materialet til politiets videre efterforskning.

Da Fødevarestyrelsen ikke var bekendt med identiteten af de 27 farme, før styrelsen modtog billedmaterialet, var det ikke muligt at politianmelde de berørte farme, før dette tidspunkt.

Fødevarestyrelsen kan supplerende oplyse, at politiet er kompetent myndighed ved mistanke om vanrøgt af dyr, men at styrelsens personale bistår politiet som sagkyndig, jf. dyreværnslovens § 24.”

Henrik Høegh

”I henhold til ministerens svar på spørgsmål nr. S 1627, hvornår vil ministeren så forvente, at Dansk Lægemiddel Information ændrer de pågældende oplysninger i medicindatabasen Medicin.dk?

Spørgsmålets orlyd:
”I henhold til ministerens svar på spørgsmål nr. S 1627, hvornår vil ministeren så forvente, at Dansk Lægemiddel Information ændrer de pågældende oplysninger i medicindatabasen Medicin.dk?”

Svar:
Jeg kan oplyse, at den faglige redaktion for pro.medicin.dk, der udgives af Dansk Lægemiddel information A/S, har bedt en lægefaglig ekspert om at gennemgå alle pro.medicin.dk’s tekster for SSRI-præparater, så det sikres, at disse tekster på bedste vis afspejler aktuel viden om præparaternes anvendel-se hos gravide og ammende.

Jeg går ud fra, at det ovennævnte arbejde gennemføres så hurtigt som muligt, da det må være i alles interesse, at Medicin.dk indeholder den bedst mulige information. Jeg vil løbende holde mig orienteret om, hvordan arbejdet skrider frem.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder   /   Mette Touborg Heydenreich

"Finder ministeren det rimeligt, at Lægemiddelstyrelsen ikke har informeret ministeren og ministeriet om 16 dødsfald samt 35 tilfælde af hjerneskader, hjertefejl og misdannelser?

Spørgsmålets orlyd:
"Finder ministeren det rimeligt, at Lægemiddelstyrelsen ikke har informeret ministeren og ministeriet om 16 dødsfald samt 35 tilfælde af hjerneskader, hjertefejl og misdannelser?"

Svar:
Jeg kan oplyse, at Lægemiddelstyrelsen pr. 7. marts 2011 har registreret i alt 51 danske indberetninger om formodede alvorlige bivirkninger hos nyfødte som følge af moderens brug af antidepressiv medicin af typen SSRI under graviditeten. Af disse indberetninger omhandler 22 medfødte sygdomme eller misdannelser, og i alt 4 indberetninger omhandler dødsfald. Herudover er der registreret 1 tilfælde af fosterdød og 11 tilfælde af abort, heraf 9 spontane aborter.

Nu da fakta er på plads, vil jeg gerne understrege, at en indberetning om en formodet alvorlig bivirkning ikke er ensbetydende med, at der er påvist en årsagssammenhæng mellem lægemidlet og den skadelige virkning. Endvidere er det værd at bemærke, at baggrundsrisikoen for spontane aborter generelt er høj og afhænger af mange faktorer, bl.a. kvindens alder og livsstil.

Der kan derfor være mange gode grunde til, at Lægemiddelstyrelsen ikke informerer offentligheden, lægerne, mig eller mit ministerium, hver gang den modtager en indberetning om en alvorlig bivirkning i forbindelse med gravides brug af SSRI-præparater.

Mit primære fokus er at sikre, at Lægemiddelstyrelsen informerer de kliniske miljøer og patienterne, når den skønner, at der er fagligt belæg for at antage, at brugen af et lægemiddel kan være forbundet med en ny, ikke tidligere kendt eller forøget risiko for alvorlige bivirkninger. 

Jeg hæfter mig i den forbindelse ved, at Lægemiddelstyrelsen løbende har offentliggjort dokumenteret information om den øgede risiko for hjertemisdan-nelser og forhøjet tryk i lungekredsløbet hos nyfødte af mødre, der under graviditeten har været i behandling med SSRI-præparater, således som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. S 1628 af 3. maj 2011.

Jeg hæfter mig også ved, at Lægemiddelstyrelsen vil sikre, at alle produktre-sumeer og indlægssedler for godkendte SSRI-præparater udtrykker gælden-de viden om produkternes anvendelse under graviditet, som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 520 (Alm. del) af 1. april 2011.

Med venlig hilsenBertel Haarder   /   Mette Touborg Heydenreich

”Vil ministeren oplyse, hvornår henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet og ministeren blev opmærksomme på eller blev orienteret om, at medicin¬præ-parater i SSRI-gruppen havde forbindelse med dødsfald, hjerneskader, hjertefejl og misdannelser hos børn født af kvinder, der gennem deres gravi-ditet havde indtaget disse præparater, og hvilke initiativer Indenrigs- og Sund-hedsministeriet og ministeren tog i denne anledning?

Spørgsmålets orlyd:
”Vil ministeren oplyse, hvornår henholdsvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet og ministeren blev opmærksomme på eller blev orienteret om, at medicin¬præ-parater i SSRI-gruppen havde forbindelse med dødsfald, hjerneskader, hjertefejl og misdannelser hos børn født af kvinder, der gennem deres gravi-ditet havde indtaget disse præparater, og hvilke initiativer Indenrigs- og Sund-hedsministeriet og ministeren tog i denne anledning?”

Svar:
Jeg kan oplyse, at jeg og mit ministerium blev opmærksom på, at gravides brug af SSRI-præparater kan være forbundet med alvorlige bivirkninger hos nyfødte efter medieomtalen af en række tilfælde af alvorlige bivirkninger i slutningen af februar og begyndelsen af marts måned 2011.

Jeg anmodede på den baggrund Lægemiddelstyrelsen om en række oplysninger om sagen og bad – efter at have modtaget disse oplysninger – styrelsen om at sikre, at alle produktresumeer og indlægssedler for SSRI-præparater er opdateret, så de indeholder de rette oplysninger om brugen af præparaterne under graviditet.

Jeg anmodede desuden Dansk Lægemiddel Information A/S, der redigerer medicindatabasen Medicin.dk, der benyttes af læger, om at sikre, at oplysnin-gerne i databasen om SSRI-præparaters anvendelse under graviditet afspejler gældende viden, herunder oplysningerne i produktresumeerne.

Jeg har herudover besluttet at sætte særlig fokus på overvågning af lægemidler, der ordineres til gravide (herunder SSRI-præparater), i en kommende handlingsplan for en styrket lægemiddelovervågning.

Endelig kan jeg nævne, at Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med det igang-værende program Kvalitet og samarbejde i Lægemiddelstyrelsen vil udarbejde en beredskabsplan for kommunikation på bivirkningsområdet, herunder etablere kommunikationsveje til relevante aktører, og gennemføre en analyse af styrelsens samarbejde med lægemiddelvirksomheder og de kliniske miljøer.

Det er min klare forventning, at disse initiativer fra Lægemiddelstyrelsen vil være med til at styrke styrelsens kommunikation med de kliniske miljøer og lægemiddelvirksomhederne om overvågning af bivirkninger, og at de dermed også vil bidrage positivt til overvågningen af alvorlige bivirkninger hos børn, der kan relateres til moderens brug af SSRI-præparater under graviditeten.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder   /   Mette Touborg Heydenreich

”Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser det får for Lægemiddelsty-rel¬sen, at den først den 7. marts 2011 lagde informationer om bivirkninger ved medicinpræparater i SSRI-gruppen ud på sin hjemmeside, selv om sty¬relsen havde været vidende om disse i flere år, i nogle af tilfældene i mere end 5 år?

Spørgsmålets orlyd:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser det får for Lægemiddelsty-rel¬sen, at den først den 7. marts 2011 lagde informationer om bivirkninger ved medicinpræparater i SSRI-gruppen ud på sin hjemmeside, selv om sty¬relsen havde været vidende om disse i flere år, i nogle af tilfældene i mere end 5 år?”

Svar:
Jeg kan oplyse, at Lægemiddelstyrelsen ikke rutinemæssigt offentliggør indberetninger om formodede alvorlige bivirkninger ved et lægemiddel. Det skyldes bl.a., at en indberetning om en formodet bivirkning ikke er ensbe-tydende med, at der er påvist en årsagssammenhæng mellem lægemidlet og den skadelige virkning.

Når det er sagt, kan jeg oplyse, at Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside i november 2005 informerede om resultaterne af et epidemiologisk studie, der havde vist en øget risiko for hjertemisdannelser hos nyfødte ved gravides brug af SSRI-præparater med indhold af paroxetin i starten af graviditeten. I studiet blev der konstateret hjertemisdannelser hos knap 2 % af de nyfødte mod en forekomst på ca. 1 % blandt alle nyfødte børn. Styrelsen oplyste i den forbindelse, at resultaterne af studiet understreger, at anvendelse af pa-roxetin i den tidlige graviditet så vidt muligt bør undgås, og at behandling med paroxetin bør genovervejes, hvis en kvinde bliver gravid, mens hun er i behandling med lægemidlet.
 
Lægemiddelstyrelsen har desuden i sit elektroniske nyhedsbrev Nyt Om Bi-virkninger den 15. april 2010 informeret om risikoen for forhøjet tryk i lunge-kredsløbet hos nyfødte børn af mødre, der har været behandlet med seroto-nerg antidepressiv medicin, herunder SSRI-præparater. Det fremgår af artik-len, at risikoen for forhøjet tryk i lungekredsløbet hos nyfødte eksponeret for serotonerge antidepressive er ca. 5 tilfælde pr. 1000 fødsler. Forekomsten af forhøjet tryk i lungekredsløbet blandt alle nyfødte børn er 1-2 ud af 1000 føds-ler. Styrelsen oplyste i den forbindelse, at læger og jordemødre bør være opmærksomme på fald i iltmætningen forårsaget af forhøjet tryk i lungekredsløbet hos nyfødte af mødre, som har været i behandling med SSRI-præparater, og at man som læge bør informere gravide patienter i behandling med SSRI-præparater om straks at kontakte hospitalet, hvis der opstår symptomer på forhøjet tryk i lungekredsløbet hos deres nyfødte barn – fx hurtigere vejrtrækning og blåfarvning af huden.
 
I samme nummer af Nyt Om Bivirkninger har styrelsen informeret om en let forøget risiko for medfødte hjertemisdannelser ved brug af fluoxetin i graviditetens første trimester. Det fremgår af artiklen, at data fra studier indikerer, at risikoen for misdannelser i hjertekarsystemet hos nyfødte er fordoblet fra ca. 1 til ca. 2 ud af 100 nyfødte, hvor moderen har indtaget fluoxetin i første trimester.
 
Begge artikler i Nyt Om Bivirkninger er baseret på konklusioner fra EU`s Bi-virkningskomité, der har foretaget en større gennemgang af resultaterne af en række studier vedrørende anvendelse af antidepressiv medicin. Der var i øv-rigt indføjet links i artiklerne til supplerende information på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside.
 
Informationen i Nyt Om Bivirkninger er tilgængelig på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
 
Endelig har Lægemiddelstyrelsen den 28. februar og 11. marts 2011 på sin hjemmeside udsendt supplerende information vedrørende dødsfald, risiko for hjertemisdannelser, forhøjet tryk i lungekredsløbet og abstinenssymptomer ved SSRI-præparater, samt information om hvordan lægen bør forholde sig ved behandling af gravide. Den konkrete anledning var, at styrelsen vurdere-de, at der var behov for at give supplerende oplysninger i forbindelse med medieomtale af tilfælde af alvorlige bivirkninger hos nyfødte, hvis mødre havde været i behandling med fluoxetin.

Jeg kan på den baggrund konstatere, at Lægemiddelstyrelsen løbende på sin hjemmeside har offentliggjort dokumenteret information om alvorlige bivirknin-ger hos spædbørn født af mødre, der under graviditeten har været i behand-ling med SSRI-præparater. Det er således ikke korrekt, at disse oplysninger først er lagt ud på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside den 7. marts 2011.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder   /   Mette Touborg Heydenreich

”Hvad er ministerens begrundelse for, at virksomheder, der ønsker at opføre biogasanlæg, ikke kan opnå støtte fra statens tilskudsordning, med mindre der anvendes min. 75 pct. gylle i anlægget?

Spørgsmålets ordlyd:
”Hvad er ministerens begrundelse for, at virksomheder, der ønsker at opføre biogasanlæg, ikke kan opnå støtte fra statens tilskudsordning, med mindre der anvendes min. 75 pct. gylle i anlægget?”

Svar:
Med Grøn Vækst aftalen af 16. juni 2009 indgik regeringen en ambitiøs og langsigtet plan for både miljø- og naturpolitikken og for landbrugserhvervets vækstvilkår. Samspillet mellem disse elementer skal bl.a. sikres ved at fremme landbrugets rolle som leverandør af grøn energi. Dette skal bl.a. gøres ved, at op til 50 pct. af husdyrgødningen i Danmark udnyttes til grøn energi i 2020.

De samfundsøkonomiske fordele ved biogas hovedsageligt produceret på baggrund af husdyrgødning er veldokumenterede. Anlæggene:
 
·        producerer vedvarende energi
·        reducerer emissioner af drivhusgas
·        sikrer en forsvarlig behandling og slutanvendelse af biologisk affald
·        recirkulerer næringsstoffer og mindsker udslippet til vandmiljøet
·        hygiejniserer gylle og affald
·        reducerer lugtgener ved gyllens udbringning på markerne
·        konkurrerer ikke med fødevareproduktion til konsum, som det blandt andet

ses i forbindelse med majsproduktion i Tyskland.

Der er dermed væsentlige miljømæssige, klimamæssige og samfundsøkonomiske gevinster knyttet til udnyttelsen af husdyrgødningen, hvilket netop var årsagen til, at tiltaget blev inkluderet i Grøn Vækst.

Fødevareministeriets tilskudsordning til etablering af biogasanlæg er en del af udmøntningen af Grøn Vækst aftalen, og ordningen sigter derfor imod at fremme den udbygning af biogassektoren, som vedrører denne aftale.

Da Grøn Vækst omhandler samspillet mellem et højt niveau af miljø-, natur- og klimabeskyttelse og landbrugserhvervets vækstvilkår, og da Grøn Vækst har en målsætning om, at op til 50 pct. af husdyrgødningen i Danmark udnyttes til grøn energi i 2020, er det naturligt at have et krav om en vis procentdel husdyrgødning i produktionen af biogas, hvis man skal have mulighed for at opnå tilskud under ordningen. Således bliver de miljø- og klimamæssige synergier større, jo højere husdyrgødningsandel der er i forbindelse med produktionen af biogas, hvilket underbygger miljødelen af Grøn Vækst aftalen. Desuden sikrer kravet om husdyrgødning, at midlerne går til forbedrede vækstvilkår for landbrugserhvervet, hvilket underbygger erhvervsdelen af Grøn Vækst aftalen. Hvis der ikke er krav om husdyrgødning risikerer vi desuden at fortrænge fødevareproduktionen, hvilket ikke er ønskværdigt ud fra en generel samfundsøkonomisk vinkel.

Henrik Høegh

”Hvad agter ministeren at gøre for at bringe Danmarks lovgivning på højde med EU's lov om beskyttelse af levesteder for planter og dyr (habitatdirek¬ti¬vet), i forhold til den gene, som lavtgående fly forårsager for fuglelivet i natur-beskyttede områder?

Spørgsmålets ordlyd:
”Hvad agter ministeren at gøre for at bringe Danmarks lovgivning på højde med EU's lov om beskyttelse af levesteder for planter og dyr (habitatdirek¬ti¬vet), i forhold til den gene, som lavtgående fly forårsager for fuglelivet i natur-beskyttede områder?”

Svar:
Der kan udpeges særligt følsomme naturområder i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet). Direktivet indeholder ikke regler om flyvning, men foreskriver, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for beskyttelsen af områderne.

I Danmark fastsætter Trafikstyrelsen i medfør af luftfartsloven bestemmelser vedrørende flyverestriktioner i særligt følsomme naturområder.

Trafikstyrelsen er for tiden i gang med en revision af disse bestemmelser i samarbejde med By- og Landskabsstyrelsen. Når udkastet til de reviderede bestemmelser er klar, vil dette blive sendt i offentlig høring til blandt andre grønne organisationer.

Med venlig hilsen
Hans Chr. Schmidt

Vil ministeren forklare, hvordan hun definerer sit eget udtryk »udlændinge, der kan og vil bidrage til vækst i Danmark«?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren forklare, hvordan hun definerer sit eget udtryk »udlændinge, der kan og vil bidrage til vækst i Danmark«?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge dagspressen skal den 25-årige russiske kvinde, Nina Akimova, udvises af Danmark, fordi hun kun tjener 24.000 kroner om måneden og dermed ikke lever op til kravene i den såkaldte jobkortordning, hvorunder man som minimum skal oppebære en månedsindtægt på kr. 31.300. Kvinden har gennemført en videregående uddannelse i Danmark og i øvrigt gennem sit arbejde medvirket til at tiltrække russiske turister og dermed russisk valuta til landet. Ifølge integrationsministeren selv skal dansk »udlændingepolitik i fremtiden have det klare og nye sigte, at vi som hovedregel kun vil give plads til de udlændinge, der kan og vil bidrage til vækst i Danmark«. Spørgeren er af den opfattelse, at begrebet »udlændinge, der kan og vil bidrage til vækst i Danmark« rent etymologisk må omfatte den omtalte russiske kvinde. Spørgeren skal derfor udbede sig en redegørelse for ministerens egen definition af dette udtryk samt endvidere opfordre ministeren til at standse udvisningssagen og forlænge den unge kvindes opholdstilladelse

Svar:
Spørgsmålet kan ikke besvares på det foreliggende grundlag, da det ikke fremgår af spørgsmålet, om der henvises til diskussionen om familiesammenføringsreglerne, jobplanen eller regler om tidsubegrænset opholdstilladelse, og da spørgsmålet er bygget op omkring en konkret sag om en navngiven person, som jeg ikke kan kommentere inden for § 20’s grænser.

Med venlig hilsen
Birthe Rønn Hornbech

Vil ministeren redegøre for, hvorfor dokumentationskravet i forbindelse med halekupering af grise ikke er gjort til et skriftligt krav i egenkontrollen for dyrevelfærd i svinebesætninger?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren redegøre for, hvorfor dokumentationskravet i forbindelse med halekupering af grise ikke er gjort til et skriftligt krav i egenkontrollen for dyrevelfærd i svinebesætninger?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge bekendtgørelse nr. 324 af 6. maj 2003 om halekupering og kastration af dyr må pattegrise kun halekuperes, hvis der er dokumentation for, at der på bedriften er sket skader som følge af, at kupering ikke er foretaget.

Af svar på spørgsmål S 1087 fremgår det, at Fødevarestyrelsen indtil videre har anset det for tilstrækkelig dokumentation, at besætningsejeren mundtligt erklærer, at der er problemer med halebid uanset, at der er iværksat forebyggende foranstaltninger.

Det fremgår dog også, at Fødevarestyrelsen vil skærpe kravene til, hvilken dokumentation der skal ligge til grund i forbindelse med indførelse af egenkontrol i svinebesætninger. Egenkontrolprogrammet er nu iværksat.

Svar:
Justitsministeriet kan oplyse, at de gældende regler for halekupering af svin findes i bekendtgørelse nr. 324 af 6. maj 2003 om halekupering og kastration af dyr, som ændret ved bekendtgørelse nr. 823 af 24. august 2005. Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, at svin ikke må halekuperes rutinemæssigt. Pattegrise kan dog halekuperes inden for dyrets 2.-4. levedøgn, hvis der er dokumentation for, at der på bedriften er sket skader på haler som følge af, at kupering ikke er foretaget, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Der er ikke efter § 4, stk. 2, krav om, at dokumentationen skal være skriftlig. Endvidere følger det af § 4, stk. 4, at der inden halekupering foretages, skal være forsøgt foranstaltninger for at forhindre halebidning under hensyntagen til miljøet og belægningsgraden. Utilstrækkelige staldforhold eller driftsledelsessystemer skal ændres.

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at bekendtgørelse nr. 763 af 24. juni 2010 om egenkontrol med dyrevelfærd trådte i kraft den 1. juli 2010. Ifølge bekendtgørelsen har den ansvarlige for svinebesætninger med 300 søer, gylte eller orner eller derover på stald eller udegående, 3.000 svin eller derover på stald eller udegående eller 6.000 grise eller derover på stald eller udegående pligt til at sørge for, at der udføres en egenkontrol, der sikrer, at lovgivningen på dyrevelfærdsområdet og forskrifter, der udstedes i medfør heraf, opfyldes, jf. bekendtgørelsens § 4. Den ansvarlige for besætningen skal sørge for, at egenkontrollen beskrives i et egenkontrolprogram. Den ansvarlige skal endvidere sikre, at egenkontrollens gennemførelse dokumenteres, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Egenkontrolprogrammet skal mindst indeholde en beskrivelse af, hvordan den ansvarlige for besætningen vil sikre overholdelse af lovgivningen og forskrifter, der udstedes i medfør heraf, på de områder, der er nævnt i bekendtgørelsens bilag 1, og af, hvordan egenkontrollens gennemførelse dokumenteres, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2. Forpligtelsen efter § 5 opfyldes, hvis egenkontrolprogrammet mindst svarer til en branchekode, som er udarbejdet af en relevant brancheorganisation, og som er godkendt efter § 7. Det følger af § 7, stk. 1, at Fødevarestyrelsen godkender branchekoder, der skal have retsvirkning efter § 6.

Fødevarestyrelsen godkendte i juni 2010 en branchekode for dyrevelfærd i besætninger med svin, der kan have retsvirkning efter § 6 i bekendtgørelsen om egenkontrol med dyrevelfærd. Det fremgår bl.a. af branchekoden, at hvis der foretages halekupering på en besætning, skal der være dokumentation for, at besætningsejeren har erfaring for, at der udvikles halebid i den relevante besætning, og at der er foretaget andre forebyggende foranstaltninger mod halebid, jf. branchekodens bilag 9. Det er ikke efter branchekoden et krav, at dokumentationen skal være skriftlig. Branchekodens bilag 13 indeholder desuden en beskrivelse af en række tiltag, som bør foretages med henblik på at forebygge halebid (f.eks. tildeling af ekstra rode- og beskæftigelsemateriale).

Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at spørgsmålet om halekupering af svin, herunder spørgsmålet om dokumentation for behovet for halekupering, behandles i ministeriets arbejdsgruppe om hold af svin. Arbejdsgruppen forventes på nuværende tidspunkt at afgive en samlet rapport inden udgangen af 2010.

Vil ministeren redegøre for årsagerne bag beslutningen om et forbud mod nye dyrehaver i de danske skove?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren redegøre for årsagerne bag beslutningen om et forbud mod nye dyrehaver i de danske skove?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge et nyt lovudkast vil regeringen forbyde nye dyrehaver i Danmarks skove. Ministeren begrunder forslaget med risikoen for flere hegn i den danske natur. I udkastet siges det således, at »'Etablering af dyrehaver indebærer, at natur bliver afgrænset og indhegnet til dette brug. Hvis dyrehaver bliver meget udbredt, vil det hindre en sammenhængende og tilgængelig natur for dyr og mennesker.«

Ifølge Dansk Skovforening, Friluftsrådet og Nepenthes er der dog intet, der tyder på, at dyrehaver og hegn i naturen bliver »'meget udbredt«'. Siden 2004 er der ansøgt og givet tilladelser til tre nye dyrehaver. I alt 2000 hektar eller 0,4 pct. af Danmarks skovareal.

De tre organisationer peger endvidere på, at et forbud mod nye dyrehaver strider imod regeringens egne mål og internationale aftaler om sikringen af den biodiversitet, som Danmark ikke opfylder over for EU, samt at en sikring af biodiversiteten blandt andet kan opnås ved at naturarealer afgræsses af mange dyr og flere arter, hvilket ofte kun er muligt ved opsætning af hegn. Disse områder byder samtidig på store naturoplevelser. Jægersborg Dyrehave har f.eks over fem millioner besøgende hvert år, og dyrehaven rummer foruden de mange hjorte en af Danmarks rigeste insektfaunaer. Endvidere henledes opmærksomheden på, at dyrehaver ikke hindrer naturens tilgængelighed for mennesker. Både skovloven og naturbeskyttelsesloven kræver at befolkningen skal have mindst samme adgang til en dyrehave som til en skov, inden der blev sat hegn.

Lovforslaget er efter spørgerens opfattelse en kovending i forhold til regeringens egen skovlov fra 2004, som tillod oprettelse af nye dyrehaver til fremme af biodiversiteten. Dyrehaver i skovområder kendetegnes netop ved en høj biodiversitet med et rigt og usædvanligt dyre- og planteliv, som giver store oplevelser for befolkningen med hjortevildt, åbne græsarealer og store fritstående træer

Svar:
Et udkast til forslag til ændring af skovloven har i sommer været i ekstern
høring. Forslaget vil indebære, at der ikke kan etableres nye dyrehaver i
fredskov, mens eksisterende dyrehaver ikke berøres af forslaget. Overvejelserne
om en lovændring er begrundet med, at etablering af dyrehaver
indebærer, at der opsættes hegn om skove, som indskrænker mængden af
levesteder for det frie hjortevildt. Desuden vil store hegn i naturen være en
barriere for det frie hjortevildts muligheder for at udvise en naturlig adfærd.
Det gælder f.eks. ved de daglige og sæsonvise vandringer.
Hensynet til den biodiversitet, der fremmes gennem græsning er naturligvis
vigtig og det er derfor vigtigt at påpege, at der allerede er mulighed for at
afgræsse arealer i skoven med husdyr f.eks. skov-kvæg. Hegn herom virker
ikke som barrierer for det frie hjortevildt.
Karen Ellemann / Agnete Thomsen

Vil ministeren ændre lovgivningen, således at det fremover bliver skattevæsenet, der har bevisbyrden, når de nægter at anerkende musikeres og andre udøvende kunstneres ret til at fratrække udgifter til scenekostumer og sminke mv.?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren ændre lovgivningen, således at det fremover bliver skattevæsenet, der har bevisbyrden, når de nægter at anerkende musikeres og andre udøvende kunstneres ret til at fratrække udgifter til scenekostumer og sminke mv.?

Skriftlig begrundelse:
I den meget omtalte sag om sangerinden Lina Rafn har skattevæsenet nægtet at anerkende hendes ret til at fratrække udgifter til kostumer og sminke mv. Ifølge dagspressen skyldes afslaget, at Lina Rafn ikke har kunnet bevise, at kostumerne udelukkende anvendes professionelt og ikke til privat brug, samt at hun ikke har kunnet bevise, at fremlagte kvitteringer repræsenterede indkøb af bestemte klædningsstykker.

Efter spørgerens opfattelse vil man med denne argumentation kunne afvise hvad som helst. Det er umuligt at »bevise«, at man aldrig har været iført en bestemt par bukser, når man har gået rundt i sine stuer. Ligeledes vil det ofte være umuligt at bevise, at en given kvittering repræsenterer indkøbet af en bestemt skjorte, eftersom mange standardkvitteringer kun rummer beløb og dato.

Skattevæsenets holdning er efter spørgerens mening udtryk for en utrolig nidkærhed og arrogance. De omhandlede scenekostumer er netop ofte af en beskaffenhed, så de færreste kunne drømme om at være iført dem, når man cykler til bageren søndag morgen. Det må derfor være oplagt, at kunstnere altid kan fratrække disse udgifter, fuldkommen jævnfør håndværkeres ret til at fratrække udgifter til arbejdstøj mv.

Spørgeren skal derfor opfordre ministeren til at ændre lovgivningen, så det i lignende sager fremover bliver skattevæsenet, der har bevisbyrden, og dermed skal dokumentere påstande om, at den pågældende kunstner har været iført kostumerne i sin fritid.

Svar:
Efter statsskattelovens § 6 er der fradrag for udgifter, der i årets løb er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Fradragsretten efter statsskattelovens § 6 gælder naturligvis for kunstnere som for alle andre.

Også udgifter til tøj m.v. vil kunne fradrages, men da sådanne udgifter i udgangspunktet har karakter af private udgifter, stilles der skærpede krav til beviset for, at udgifterne har været nødvendige af hensyn til indkomsterhvervelsen. En eventuel fradragsret omfatter alene merudgiften i forhold til det almindelige privatforbrug af tøj m.v., og udgifterne skal, som det gælder for andre udgifter, kunne dokumenteres. Ved uenighed mellem skattemyndighederne og kunstneren er det i sidste ende op til domstolene at vurdere, om sådan dokumentation har fundet sted.

Jeg vil ikke gå dybere ind i den konkrete sag, som spørger henviser til. Jeg vil dog nævne, at skattemyndighederne i sagen faktisk godkendte et skønsmæssigt fradrag på 5.000 kr. for merudgifter til tøj. Der er også andre eksempler, hvor fradrag er godkendt. Det er således i praksis muligt - også for kunstnere - at få fradrag for merudgifter til tøj.

På den baggrund ser jeg ingen anledning til at lave særlige regler for kunstnere på dette område.

Vil ministeren bede Familiestyrelsen ændre udformningen af sine blanketter, så de kan udfyldes af par af enhver seksuel observans, og så lesbiske mødre ikke længere tvinges til at oplyse, hvor mange mænd de har haft sex med i den periode, hvor de blev gravide?

Vil ministeren garantere, at der på danske minkfarme ikke forekommer samme vanrøgt af dyrene, som åbenbart finder sted i Sverige?

Kan ministeren forklare, hvorledes DONG Energys nye opkrævningspraksis, som betyder, at elregninger m.m. fremover udsendes to måneder før forbrugerne har fået leveret hele den bestilte vare, kan medføre et lavere omkostningsniveau for DONG Energy?

Spørgsmålets ordlyd:
Kan ministeren forklare, hvorledes DONG Energys nye opkrævningspraksis, som betyder, at elregninger m.m. fremover udsendes to måneder før forbrugerne har fået leveret hele den bestilte vare, kan medføre et lavere omkostningsniveau for DONG Energy?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren har fået henvendelser fra flere borgere, som har modtaget varsling fra DONG Energy om, at de fra marts 2011 vil blive afkrævet betaling for de ydelser, DONG Energy leverer, to måneder tidligere end i dag. I varslingen er det beskrevet som »Nye tidspunkter for betaling af dine elregninger«. Oversat til mere klart sprog betyder det, at forbrugerne ikke længere skal betale, når de har fået hele varen leveret, men to måneder før.
Årsagen til ændringen beskrives som, at »…vi ønsker at mindske de omkostninger, vi har ved først at få betaling, efter at elforbruget har fundet sted«.
Spørgeren ønsker en forklaring på, hvorledes det kan være mindre bekosteligt at udsende fakturaer to måneder før varen er leveret, end i forhold til nu, hvor forbrugeren først betaler, når han eller hun har modtaget alle de bestilte ydelser. Som spørgeren ser det, må personale-, porto- og it-omkostninger være nøjagtigt de samme, uanset hvornår fakturaerne udskrives.

Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. S 2629 af 12. august 2010.Med venlig hilsenClaus Hjort Frederiksen

Vil ministeren garantere, at DONG Energys nye opkrævningspraksis, som ifølge firmaet selv vil medføre et lavere omkostningsniveau, vil komme forbrugerne til gode i form af sænkede priser?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren garantere, at DONG Energys nye opkrævningspraksis, som ifølge firmaet selv vil medføre et lavere omkostningsniveau, vil komme forbrugerne til gode i form af sænkede priser?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren har fået henvendelser fra flere borgere, som har modtaget varsling fra DONG Energy om, at de fra marts 2011 vil blive afkrævet betaling for de ydelser, DONG Energy leverer, to måneder tidligere end i dag. I varslingen er det beskrevet som »Nye tidspunkter for betaling af dine elregninger«. Oversat til mundret dansk betyder det, at forbrugerne ikke længere skal betale, når de har fået hele ydelsen leveret, men to måneder før.
Ifølge spørgerens opfattelse er der udelukkende tale om en lyssky og underlødig måde at opskrue DONG Energys indtjening. Ændringen medfører, at DONG Energy vil kunne hæve renter af et anseeligt millionbeløb, som hvert kvartal vil tilflyde firmaets konti to måneder tidligere end hidtil. Disse renter tilhører rettelig den enkelte forbruger, som nu tvinges til at betale for en vare, to måneder før han eller hun har fået den leveret.
Årsagen til ændringen beskrives som, at »…vi ønsker at mindske de omkostninger, vi har ved først at få betaling, efter at elforbruget har fundet sted«. Når et statsejet firma således formår at sænke omkostningerne, må det ifølge spørgerens opfattelse som en selvfølge komme forbrugerne til gode i form af prisnedsættelser, der nøje svarer til det lavere omkostningsniveau. Der ønskes derfor ministerens garanti herfor

Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. S 2629 af 12. august 2010.Med venlig hilsen Claus Hjort Frederiksen

Vil ministeren tilkendegive, hvorvidt han finder det rimeligt, at DONG Energy fra marts 2011 opkræver betaling for deres varer, to måneder før kunden har fået leveret varerne?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren tilkendegive, hvorvidt han finder det rimeligt, at DONG Energy fra marts 2011 opkræver betaling for deres varer, to måneder før kunden har fået leveret varerne?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren har fået henvendelser fra flere borgere, som har modtaget varsling fra DONG Energy om, at de fra marts 2011 vil blive afkrævet betaling for de ydelser, DONG Energy leverer, to måneder tidligere end i dag. I varslingen er det beskrevet som »Nye tidspunkter for betaling af dine elregninger«. Oversat til klart sprog betyder det, at forbrugerne ikke længere skal betale, når de har fået hele ydelsen leveret, men to måneder før.
Årsagen til ændringen beskrives som, at »…vi ønsker at mindske de omkostninger, vi har ved først at få betaling, efter at elforbruget har fundet sted«.
Ifølge spørgerens opfattelse er der udelukkende tale om en lyssky og underlødig måde at opskrue DONG Energys indtjening. Ændringen medfører, at DONG Energy vil kunne hæve renter af et anseeligt millionbeløb, som hvert kvartal vil tilflyde firmaets konti to måneder tidligere end hidtil. Disse renter tilhører rettelig den enkelte forbruger, som nu tvinges til at betale for en vare, to måneder før han eller hun har fået den leveret.
Spørgeren finder det helt uacceptabelt, at et statsejet firma på denne måde forsøger at liste større forbrugerudgifter ind ad bagvejen. Det er uværdigt for et statsejet firma at benytte sig af metoder, som rettelig hører hjemme i Forbrugerklagenævnet

Svar:
Som der er redegjort for tidligere i blandt andet besvarelsen af spørgsmål nr. S 900af 22. januar 2010, har DONG Energy som statsligt aktieselskab ansvaret for ogkompetencen til at træffe beslutninger vedrørende fastsættelse af betalingsinterval-ler ud fra forretningsmæssige overvejelser.DONG Energys ændring af betalingsintervallet betyder for den almindelige for-bruger - dvs. med et forbrug under 100.000 kWh - at betalingen for en given tremåneders periode fremover skal ske i periodens midterste måned og ikke som nuefter periodens afslutning. Ændringen medfører, at der fremover vil være størresamtidighed mellem betalings- og forbrugstidspunkt.De nye betalingsprincipper, som DONG Energy indfører i år, svarer i øvrigt til deprincipper, som anvendes i en række andre danske elselskaber, jf. klima- og ener-giministerens besvarelse af Det energipolitiske Udvalgs spørgsmål nr. 64 af 18.februar 2010.Ændringen af betalingsintervallet er altovervejende af likviditetsmæssig betydningfor DONG Energy, idet ændringen vil medføre en rentebesparelse for selskabet.Ændringen har ingen indflydelse på forbrugernes elpriser.
Med venlig hilsen Claus Hjort Frederiksen

Vil ministeren garantere, at der på danske minkfarme ikke forekommer samme vanrøgt af dyrene, som åbenbart finder sted i Sverige?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren garantere, at der på danske minkfarme ikke forekommer samme vanrøgt af dyrene, som åbenbart finder sted i Sverige?

Skriftlig begrundelse:
Af TV-Avisen 9. august fremgik det, at dyrene på svenske minkfarme lever under stærkt kritisable forhold. Tv-billederne viste svenske minkfarme, hvor dyrene led af omfattende bidskader, og hvor forrådnende kadavere lå i burene side om side med de levende dyr:
Efter spørgerens mening var tv-billederne direkte modbydelige at se på. Desværre gav de mindelser om, at der tidligere er blevet vist tv-indslag, der dokumenterede, at der også findes brådne kar i dansk pelsdyravl. Spørgeren ønsker derfor ministerens garanti for, at forholdene på de danske minkfarme er i orden, og at den skandaløse behandling af dyrene, som åbenbart forekommer i Sverige, ikke finder sted i Danmark.
Spørgeren så allerhelst, at minkavl ligesom rævefarme helt blev forbudt i Danmark, men indtil der kan samles flertal for det, må der i det mindste tilvejebringes sikkerhed for, at danske minkavlere lever op til den gældende lovgivning.
I fald ministeren ikke ser sig i stand til at udstede en sådan garanti, ønsker spørgeren en tilbundsgående undersøgelse af den danske pelsdyrbranche, så der kan skabes klarhed om, hvorvidt danske mink behandles anstændigt.

Svar:
Justitsministeriet kan oplyse, at mink er omfattet af bekendtgørelse nr. 1734 af 22. december 2006 om beskyttelse af pelsdyr med senere ændringer (pelsdyrbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen fastsætter et højt beskyttelsesniveau for pelsdyr og skærper på en række punkter kravene til hold af mink i forhold til Europarådets rekommandation fra 1999 om pelsdyr.

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at den almindelige kontrol med overholdelsen af pelsdyrbekendtgørelsen varetages af Plantedirektoratet og Fødevarestyrelsen, der hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

En arbejdsgruppe nedsat under Fødevarestyrelsen bestående af repræsentanter fra Kopenhagen Fur, Landbrug & Fødevarer, Aarhus Universitet, Den Danske Dyrlægeforening, Plantedirektoratet, Fødevareministeriet og Justitsministeriet afgav i maj 2010 en rapport om initiativer til øget kontrol af dyresundhed og dyrevelfærd hos pelsdyravlere. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om bedre dyrevelfærd på minkfarme (B 202) stillet af Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 21. maj 2010.

Vil ministeren ændre lovgivningen, således at drab på politihunde straffes hårdere end i dag, hvor det blot betragtes som hærværk?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren ændre lovgivningen, således at drab på politihunde straffes hårdere end i dag, hvor det blot betragtes som hærværk?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge dagspressen 3.-4. august 2010 vil en litauisk røverbande, der i august 2009 skød og dræbte en politihund i forbindelse med et mislykket bankrøveri, udover straffen for røveriforsøget kun blive straffet for hærværk, da politihunde betragtes som arbejdsredskaber.

Spørgeren finder denne praksis skandaløs. Politihunde er levende væsener, og drab på dem skal naturligvis straffes som alle andre drab på dyr. Spørgeren ønsker derfor, at ministeren indskærper over for politiets jurister, at politihunde ikke længere skal betragtes som arbejdsredskaber og om nødvendigt tage initiativ til en lovændring.

Spørgeren tilføjer, at den nævnte praksis med at betragte en hund som et arbejdsredskab er udtryk for ringeagt for levende væsener. Politihunde udfører et stort og til tider farligt arbejde og har fortjent den samme respekt som alle andre dyr.

Svar:
Drab på hunde og andre dyr straffes som udgangspunkt efter straffelovens regler om hærværk. Drab på politihunde vil på grund af den høje økonomiske værdi, som politihunden repræsenterer, i de fleste tilfælde kunne straffes som groft hærværk efter straffelovens § 291, stk. 2, hvor strafferammen er op til 6 års fængsel. Voldelige overgreb mod f.eks. politihunde vil efter de gældende regler også kunne straffes efter dyreværnsloven, hvis dyret i forbindelse med overgrebet udsættes for smerte, lidelse, angst, varigt mén eller væsentlig ulempe, ligesom drab på politihunde og andre dyr efter omstændighederne vil kunne udgøre et brud på reglerne om aflivning af dyr, som skal sikre, at aflivning af dyr sker på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde. På den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for at ændre lovgivningen på området.

Lars Barfoed (KF)

Er ministeren enig i det betænkelige i, at et privat hjemmeplejefirma opretter en såkaldt hotline, hvor borgerne kan klage over den kommunale hjemmepleje?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i det betænkelige i, at et privat hjemmeplejefirma opretter en såkaldt hotline, hvor borgerne kan klage over den kommunale hjemmepleje?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge Viborg Stiftstidende 26.-29. juli 2010 har det private hjemmeplejefirma Cenz oprettet en telefonlinje, en såkaldt hotline, hvor ældre og pårørende i Viborg kan klage over den offentlige hjemmehjælp. Avisen oplyser yderligere, at firmaet har kontrakt med Viborg Kommune om at levere hjemmehjælp til ældre. Firmaet kan således ikke anses for en uvildig klageinstans.

Spørgeren finder det stærkt betænkeligt, at et privat firma, som udelukkende drives af profithensyn, og som må opfattes som konkurrent til den offentlige hjemmepleje, opretter en sådan klagetelefon. Man kan let få den tanke, at hensigten med klagetelefonen udelukkende er at bagvaske den kommunale hjemmepleje og dermed lokke ældre og pårørende til vælge firmaets private ydelser fremfor kommunens - på skatteydernes regning.

Spørgeren har modtaget flere henvendelser fra borgere, der udtrykker bekymring for, at firmaet spekulerer i at udnytte eventuelle fysiske og mentale svækkelser hos de ældre til at fremme egne økonomiske interesser, en forretningsgang borgerne finder smagløs og moralsk forkastelig.

Der ønskes derfor ministerens tilkendegivelse af, hvorvidt hun er enig i, at firmaer, der selv har forretningsmæssige interesser på spil, ikke bør drive sådanne klagelinjer, og at klageinstanser altid bør være uvildige.

Svar:
På det sociale område er der klare regler for, hvem der har ansvaret for, at borgeren modtager den nødvendige hjælp, hvordan en borger kan klage over afgørelser om hjælp, samt hvilken myndighed klagen skal stiles til. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der har det indholdsmæssige og økonomiske ansvar for den lokale ældrepleje. Det er således den enkelte kommunalbestyrelse, der træffer afgørelser om hjælp. Borgeren skal i forbindelse med afgørelsen oplyses om, hvilken hjælp borgeren er visiteret og har ret til, ligesom borgeren skal oplyses om sine muligheder for at klage over den afgørelse, der er truffet, hvis borgeren ikke mener at modtage den nødvendige hjælp. Klager over afgørelser om hjælp bliver behandlet af Det Sociale Nævn, som er en af kommunen uafhængig klageinstans. Ønsker en borger at klage over en afgørelse om hjælp, sendes klagen til kommunalbestyrelsen, således at kommunalbestyrelsen har mulighed for at se på sagen igen og vurdere, om der er truffet den rigtige afgørelse. Kommunalbestyrelse har 4 uger til at genvurdere sin afgørelse. Hvis kommunalbestyrelsen fastholder sin oprindelige afgørelse, sendes klagen videre til Det Sociale Nævn.

I forbindelse med afgørelsen om hjælp skal borgeren oplyses om, hvilken fast kontaktperson på det kommunale myndighedsniveau modtageren af hjælp kan kontakte, hvis modtageren har spørgsmål til hjælpen. Hvis borgeren ikke modtager den visiterede hjælp, kan borgeren tage direkte kontakt til den kommunale myndighed. Hjælpen skal leveres i overensstemmelse med den afgørelse om hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet. Den kommunale myndighed har således pligt til at sikre, at leverandørerne – såvel kommunale som private – leverer erstatningshjælp, hvis den oprindelige aftale om hjælp ikke kan overholdes. Endelig kan jeg oplyse, at det er Statsforvaltningerne, der fører tilsyn med, at kommunerne overholder den gældende lovgivning på området. Et privat firma, der er godkendt som leverandør af personlig og praktisk hjælp, har således ingen myndighedsbeføjelser i forhold til at træffe afgørelser om visiteret hjælp.

Benedikte Kiær
/Mie Henriette Eriksen

Vil ministeren overveje at fratage kommunerne hele administrationen af jobcentrene og lægge ansvaret for driften direkte ind under ministeriet?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren overveje at fratage kommunerne hele administrationen af jobcentrene og lægge ansvaret for driften direkte ind under ministeriet?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge dagspressen 22.-23. juli 2010 har Jobcenter Struer nægtet en 31-årig ledig ret til at aflyse deltagelse i et informationsmøde på centret, på trods af at den lediges moder samme dag skulle begraves. Ifølge dagspressen lød forklaringen fra en ansat ved jobcentret, at moders begravelse ikke er gyldig undskyldning for at udeblive fra et informationsmøde.

Hertil kommer gentagne historier om hovedløs aktivering af ledige, der alligevel om kort tid går på pension eller vender tilbage til deres arbejdsplads efter en periode på sygedagpenge. Med aktivering får kommunerne 65 pct. refusion fra staten, uden aktivering kun 35 pct. Det frister selvfølgelig nogle kommuner til at misbruge aktiveringssystemet og er næsten en opfordring til kassetænkning.

Problemet er, at hver gang der sker et eller andet tåbeligt i jobcentrene, har såvel den pågældende kommune som den til enhver tid siddende minister mulighed for at flygte fra ansvaret. Kommunerne siger, at de blot følger reglerne, og ministeren kan svare, at kommunerne administrerer dem forkert.

Efter spørgerens opfattelse er den bedste løsning at fratage kommunerne administrationen af jobcentrene og lægge ansvaret for driften direkte ind under ministeriet. Det vil dels forhindre kommunal kassetænkning, dels gøre det muligt at holde den siddende minister ansvarlig for udvist tåbelighed i behandlingen af ledige.

Svar:
Nej, det vil jeg ikke. Beskæftigelsesindsatsen for ledige blev samlet under kommunerne den 1. august 2009. Dermed blev jobcentrene fuldt ud drevet af kommunerne, der har ansvaret for alle ledige - både ledige på dagpenge og ledige på kontanthjælp. Ændringerne ligger i forlængelse af de organisatoriske ændringer, der skete som led i udmøntningen af kommunalreformen fra 1. januar 2007. På det tidspunkt blev etableret 91 jobcentre, som kunne varetage alle dele af beskæftigelsesindsatsen. På den måde fik borgere og virksomheder én indgang til en aktiv beskæftigelsesindsats. Staten beholdt ansvaret for de forsikrede ledige og kommunalbestyrelsen for de øvrige målgrupper for beskæftigelsesindsatsen. En konsekvens af dette var, at der var to politiske systemer og to administrative sagsbehandlingssystemer. Det enstrengede kommunale beskæftigelsessystem gør det muligt at fokusere indsatsen og udnytte ressourcerne mere optimalt, bl.a. fordi der bliver et klart og entydigt ledelsesfokus, og man undgår dobbeltadministration. En bedre ressourceudnyttelse giver mulighed for flere hænder til den direkte service for virksomheder og ledige. Det nye kommunale beskæftigelsessystem gør det lettere for kommunalbestyrelsen og jobcentret at planlægge og udføre en sammenhængende og målrettet beskæftigelsesindsats over for alle borgere og virksomheder. Etableringen af fuldt kommunale jobcentre handler med andre ord ikke om at kunne udpege enten stat eller kommune som ansvarlige for fejl, men skete i erkendelse af, at jobcentre med én ledelse, én økonomistyring og en samlet finansiering er bedre rustet til at møde fremtidens udfordringer, end jobcentre med to af hver. Det ændrer ikke ved, at jeg som minister følger indsatsen. Samtidigt med etablering af det nye beskæftigelsessystem valgte regeringen, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti at styrke beskæftigelsesregionerne. Der blev aftalt følgende tiltag:

• Udvidet antal medarbejdere i regionerne, så der kan følges mere hyppigt og intensivt op i forhold til det enkelte jobcenter.

• Etablering af en rådgivningsfunktion i hver af de 4 regioner, så regionerne i forlængelse af resultatstyringen kan bistå jobcentre med at opnå gode resultater og hjælpe med implementering af gode metoder.

• Øget indsats for metodeudvikling i regionerne. Jeg er imidlertid enig med spørgeren i, at der er grund til at se på, om den aktive indsats bliver gennemført hensigtsmæssigt. Derfor har jeg iværksat en handlingsplan for en jobrettet aktiv indsats.

Handlingsplanen har tre mål:
• Bedre aktiv indsats til borgerne
• Bedre brug af pengene i den aktive beskæftigelsesindsats
• Styrket formidling af best practice på tværs af kommunerne

Beskæftigelsesregionerne skal kortlægge indsatsen og styrke best practice i jobcentrene, og der sættes fokus på, hvordan kommunerne kan aktivere i virksomhedscentre og via tilbud på virksomhederne. Den aktive beskæftigelsesindsats vil blive gennemgået og på baggrund af det, vil jeg vurdere, om der er brug for flere initiativer for at nå de tre mål. Men jeg vil ikke overveje en ændret organisering i forhold til jobcentrenes kommunale forankring.

Venlig hilsen
Inger Støjberg

”Er ministeren enig med Dansk Folkeparti i, at ejere af de nu forbudte såkaldte muskelhunde selv skal aflive dem, hvis dyrlægen nægter at medvirke, og vil ministeren oplyse, om hjemmeaflivning hele tiden har været forudsat i forbindelse med udarbejdelsen af den nye hundelov?

”Er ministeren enig med Dansk Folkeparti i, at ejere af de nu forbudte såkaldte muskelhunde selv skal aflive dem, hvis dyrlægen nægter at medvirke, og vil ministeren oplyse, om hjemmeaflivning hele tiden har været forudsat i forbindelse med udarbejdelsen af den nye hundelov?”

Svar:

Justitsministeriet kan oplyse, at det fremgår af dyreværnslovens § 13, stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte regler om aflivning af dyr, herunder regler om slagtning og om forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.

Med hjemmel i bl.a. denne bestemmelse har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 583 af 6. juni 2007 om slagtning og aflivning af dyr.

Det følger af bekendtgørelsens § 13, stk. 2, jf. stk. 1, at aflivning af hunde og katte kun må foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning. Efter § 13, stk. 3, gælder dette dog ikke for aflivning af hundehvalpe og kattekillinger, der sker i umiddelbar tilknytning til fødslen eller ikke senere end en uge efter fødslen. Overtrædelse af bestemmelsen i § 13 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. bekendtgørelsens § 68. 

Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at det ikke i forbindelse med den ændring af hundeloven, som Folketinget vedtog den 4. juni 2010, har været forudsat, at ejere af de forbudte hunde selv skal foretage aflivning af deres hunde. Aflivning vil således skulle foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelsen om slagtning og aflivning af dyr, medmindre der er tale om tilfælde omfattet af den omtalte bestemmelse i bekendtgørelsens § 13, stk. 3.

Er ministeren enig i det uanstændige i, at en 98-årig dame på et ældrecenter i Esbjerg kun tilbydes bad én gang om ugen, og vil ministeren tage initiativ til, at beboere på ældrecentre og i plejeboliger fremover får retskrav på minimum to ugentlige bade?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i det uanstændige i, at en 98-årig dame på et ældrecenter i Esbjerg kun tilbydes bad én gang om ugen, og vil ministeren tage initiativ til, at beboere på ældrecentre og i plejeboliger fremover får retskrav på minimum to ugentlige bade?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge JydskeVestkysten den 7. juli 2010 har en 98-årig dame på det såkaldte Områdecenter Hedelund, et ældrecenter i Esbjerg, siden januar måttet nøjes med ét ugentligt bad, uagtet at hun i al beskedenhed har udtrykt ønske om i det mindste dog at kunne få et ekstra bad i den næsten tropiske sommerhede.

Ifølge distrikschefen for områdecentret har hver beboer en såkaldt handleplan, som skal »tilgodese den enkeltes behov«. Spørgeren finder, at det ikke burde være nødvendigt at udtænke et så teknokratisk, tå-krummende og menneskefjendsk begreb som en »handleplan« for at udfinde, at ethvert menneske har behov for at blive badet mere end én gang om ugen - ikke mindst i 30 graders varme. Efter spørgerens opfattelse er det helt enkelt et spørgsmål om almindelig omtanke og anstændighed; dyder, som Esbjerg Kommune i denne sag mildest talt har udvist mangel på.

I det omtalte tilfælde har beboeren heldigvis en omsorgsfuld datter, der jævnligt lægger vejen forbi og hjælper sin moder med bad og anden personlig soignering. Men det er langt fra alle, der er så heldige, og de øvrige er helt og aldeles overladt til kommunens forgodtbefindende. Spørgeren vil derfor opfordre ministeren til at tage initiativ til en ændring af lovgivningen, således at beboere på ældrecentre og i plejeboliger får retskrav på minimum to ugentlige bade samt tilhørende hjælp til soignering

Svar:
Jeg finder det rigtigst ikke at kommentere forhold vedrørende en konkret sag og ønsker derfor ikke at forholde mig nærmere til artiklen. Mit svar er således baseret på nogle mere generelle betragtninger. Kommunalbestyrelsen har det indholdsmæssige og økonomiske ansvar for den lokale ældrepleje. Det er således den enkelte kommunalbestyrelses ansvar at sikre, at alle borgere modtager den nødvendige personlige og praktiske hjælp, herunder hjælp til personlig hygiejne.Hjælpen skal gives på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp, og borgeren skal i forbindelse med afgørelsen oplyses om, hvilken hjælp borgeren er visiteret og har ret til. Det er ligeledes kommunalbestyrelsens pligt at følge op på hjælpen, og hvis borgerens behov for hjælp ændrer sig, skal der ske en revisitation, således at borgeren får den nødvendige hjælp. Borgerens behov sammenholdt med serviceniveauet i den enkelte kommune er udgangspunktet for den hjælp, som borgeren kan forvente at modtage. Dog skal det konkrete serviceniveau fraviges, såfremt borgerens behov for hjælp nødvendiggør dette.

Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Tlf. 3392 9300
Fax. 3393 2518
E-mail sm@sm.dk
www.sm.dk
CAW/ J.nr. 2010-4365

Mener en borger ikke at modtage den nødvendige hjælp, kan borgeren klage over afgørelsen om hjælp til Det Sociale Nævn via kommunen.

Benedikte Kiær
/ Charlotte A. Wæhrens

Vil ministeren garantere, at hun i forbindelse med planerne om at tillade nye, omfattende sommerhusbyggerier på Omø vil tage de indkommende indsigelser i betragtning, inden hun træffer endelig beslutning om tilladelsen?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren garantere, at hun i forbindelse med planerne om at tillade nye, omfattende sommerhusbyggerier på Omø vil tage de indkommende indsigelser i betragtning, inden hun træffer endelig beslutning om tilladelsen?

Skriftlig begrundelse:
I sagen om det store vindmølletestcenter i Østerild Plantage, som regeringen for nylig har besluttet at opføre, bar beslutningsprocessen efter spørgerens mening præg af, at de indkomne høringssvar knap nok var blevet læst. Spørgeren ønsker derfor miljøministerens garanti for, at ministeren i forbindelse med planerne om at tillade nye, omfattende sommerhusbyggerier i et følsomt naturområde på Omø vil tage de indkommende indsigelser i betragtning, inden hun træffer sin endelige beslutning om tilladelsen. Alt andet vil være en hån mod de høringsberettigede parter og mod hele systemet med offentlige høringsrunder.

Ifølge Dansk Ornitologisk Forening er havet omkring Omø et vigtigt raste- og fourageringssted for mange ænder som f.eks. edderfugle. Selve øen er rasteplads for bl.a. klyder og de truede hjejler, som vil være udsat for øget forstyrrelse, hvis sommerhusplanerne gennemføres. Omø er desuden et EU-fuglebeskyttelsesområde samt udpeget som IBA (Important Bird Area).

Spørgeren har den holdning, at det er fuldstændig vanvittigt at tilplastre et følsomt naturområde som Omø med helt igennem overflødige nye sommerhusbyggerier. Vi har ikke brug for flere sommerhuse, men for at passe på den smule natur, flora og fauna, vi har tilbage - både for vores egen og for vores efterkommeres skyld. Spørgeren påpeger endvidere, at Danmark har tilsluttet sig Ramsar-konventionen fra 1977 og dermed forpligtet sig til at bevare og beskytte følsomme vådområder.

Svar:
Ja, jeg vil naturligvis tage alle de høringssvar i betragtning, som indkommer i forbindelse med den igangværende høring af forslaget til landsplandirektiv for nye sommerhusområder.

Karen Ellemann / Marianne Moth

Vil ministeren pålægge politiet at intensivere efterforskningen af illegale importører af hundehvalpe på steder, hvor disse ofte opererer, som f.eks. heste- og kræmmermarkeder, og vil ministeren overveje at skærpe straffene for denne illegale import?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren pålægge politiet at intensivere efterforskningen af illegale importører af hundehvalpe på steder, hvor disse ofte opererer, som f.eks. heste- og kræmmermarkeder, og vil ministeren overveje at skærpe straffene for denne illegale import?

Skriftlig begrundelse:
Der foregår i øjeblikket en omfattende, illegal import af hundehvalpe fra bl.a. Polen, Ungarn, Tjekkiet og Litauen. Disse hvalpe stammer ofte fra såkaldte »hvalpefabrikker«, hvor hvalpene kun er 4-5 uger - altså alt for unge - når de fjernes fra moderen.

For disse skruppelløse forbrydere er der tale om en rigtig god forretning. I de pågældende lande betaler de typisk et par hundrede kroner for en alt for lille hundehvalp og videresælger den for 6-7000 kr. Det procentuelle dækningsbidrag er altså større end ved import af narkotika og i forhold til narkotikahandel er disse forbrydelser nærmest risikofri. Der foregår i øjeblikket ingen systematisk kontrol og hvis politiet endelig - ved et tilfælde - falder over en af de illegale importører, risikerer han højst en bøde - på maksimalt 1000 kr.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse får denne forening mange henvendelser fra folk, der, ofte af ren og skær medlidenhed, har købt en hundehvalp, som er alt for ung. Resultatet er, at man i bedste fald kan se frem til dyrlægeregninger på 15-20.000 kr. I værste fald dør hundehvalpen inden for få dage. Når hvalpe fjernes fra moderen allerede i 4-5 ugers alderen, har de ikke nået at opbygge noget immunforsvar. Derfor er selv en banal forkølelse fatal.

Spørgeren ønsker derfor, at politiet pålægges at eftersøge, efterforske og retsforfølge disse samvittighedsløse importører minutiøst. Samtidig ønsker spørgeren en markant forhøjelse af strafniveauet, således at det efterhånden rygtes i Østeuropa og andre steder, at vi i Danmark ikke længere vil tolerere denne hensynsløse omgang med levende væsener.

Svar:
Spørgsmålet kan efter min opfattelse kun besvares fyldestgørende, hvis der til brug for svaret indhentes nærmere oplysninger fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som reglerne om kommerciel indførsel af dyr henhører under, og fra Rigspolitiet.Spørgsmålet kan derfor ikke besvares inden for de rammer, der gælder for S-spørgsmål, jf. herved Folketingets Forretningsorden § 20, stk. 1 og 2, som senest affattet ved Folketingsbeslutning nr. 167 af 1. juni 2007.

Vil ministeren bede Hjørring Kommune forklare, hvordan kommunen kan være over to måneder om at attestere og tilbagesende vælgererklæringer, når sagsbehandlingstiden ifølge ministeren selv skal kunne klares inden for få dage?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren bede Hjørring Kommune forklare, hvordan kommunen kan være over to måneder om at attestere og tilbagesende vælgererklæringer, når sagsbehandlingstiden ifølge ministeren selv skal kunne klares inden for få dage?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren er blevet kontaktet af en borger i Hjørring Kommune, som mere end to måneder efter at have indsendt sin vælgererklæring til kommunen, stadig ikke har modtaget den retur.

Af svaret på spørgsmål nr. S 2458 fremgår det, at »Indenrigs- og Sundhedsministeriet forudsætter, at sagsbehandlingen som udgangspunkt kan klares inden for nogle få dage.« Udtrykket »nogle få dage« kan rent etymologisk næppe defineres som mere end højst seks dage. Men foreløbig har Hjørring Kommune altså været mere end ti gange så lang tid om at behandle den omtalte vælgererklæring. Spørgeren skal derfor kraftigt opfordre ministeren til at bede Hjørring Kommune om en forklaring på kommunens ubegribelige smøleri.

Spørgeren skal i øvrigt erklære sig helt enig i Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering af den nødvendige maksimale sagsbehandlingstid, idet han atter henviser til den hastighed og effektivitet, kommunerne ellers kan lægge for dagen overfor borgerne, når det f.eks. drejer sig om at fremsende rykkere for ubetalte parkeringsafgifter etc.

Svar:
Der henvises til svaret til samme spørger på spørgsmål nr. S 2458. I svaret på spørgsmål nr. S 2458 blev det oplyst, at folketingsvalgloven ikke indeholder frister for attestation af vælgererklæringer, men at det fremgår af Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om folkeregistrenes attestation m.v. af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser (VEJL nr. 139 af 17. juli 1990), at ministeriet forudsætter, at folkeregistrene behandler sager om attestation af vælgererklæringer uden unødig forsinkelse og i den rækkefølge, hvori erklæringerne modtages.

Det blev samtidig oplyst, at det i praksis vil sige, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet forudsætter, at sagsbehandlingen som udgangspunkt kan klares inden for nogle få dage, men at kommunerne dog også må have en vis frihed til selvstændigt at tilrettelægge deres arbejdsrutiner hensigtsmæssigt. Endelig blev det oplyst, at ministeriet ved brev af 19. februar 2010 har anmodet alle kommunalbestyrelser om at henlede folkeregistrenes opmærksomhed på vejledningen. Idet jeg henholder mig til ovenstående, ser jeg ikke på det foreliggende grundlag anledning til at tage særskilt kontakt til Hjørring Kommune i den forbindelse, særlig henset til, at der løbende sker en generel vejledning af kommunerne vedrørende attestation af vælgererklæringer, senest med brevet af 19. februar 2010.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder
/Nicoline Nyholm Miller

Vil ministeren overveje at ændre reglerne for behandlingen af vælgererklæringer, således at kommunerne efter attesteringen ikke længere skal tilbagesende dem til stillerne, men indsende dem direkte til det pågældende parti?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren overveje at ændre reglerne for behandlingen af vælgererklæringer, således at kommunerne efter attesteringen ikke længere skal tilbagesende dem til stillerne, men indsende dem direkte til det pågældende parti?

Skriftlig begrundelse:
Den nuværende procedure for indsendelse og behandling af vælgererklæringer er umådeligt omstændelig. Efter at have underskrevet erklæringen skal stilleren indsende den til sin lokale kommune, som derefter attesterer den og tilbagesender den til stilleren. Stilleren skal dernæst indsende erklæringen til det pågældende parti, som til sidst skal aflevere den til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Spørgeren har fået talløse henvendelser fra borgere, som har svært ved at forstå, at proceduren skal være så indviklet, og som har adspurgt, hvorfor kommunen dog ikke bare kan sende den underskrevne erklæring direkte til partiet. Ligeledes har spørgeren kendskab til stillere, som har opgivet undervejs i processen, eftersom hele sagsgangen jo både koster tid og porto. Dermed kan proceduren være en hindring for nystiftede partiers demokratiske ret til at blive opstillingsberettigede til folketingsvalg.

Spørgeren vil derfor opfordre ministeren til at tage initiativ til en regelforenkling, således at kommunerne efter attesteringen ikke længere skal sende erklæringen tilbage til stilleren, men derimod direkte til det pågældende parti. Derved spares en arbejdsgang til glæde for både vælgerne og for den demokratiske proces. Ligeledes vil en sådan ændring være til glæde for postbudene, som jo vil opleve en reduktion i mængden af breve, der skal slæbes fra adresse til adresse.

Endelig vil en sådan ændring være fint i tråd med regeringens talrige gange bebudede målsætninger om regelforenkling og afbureaukratisering i det offentlige system

Svar:
Det følger af folketingsvalglovens § 12, stk. 5, 2. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2009), at vælgererklæringer til brug for et nyt partis anmeldelse for indenrigs- og sundhedsministeren med henblik på deltagelse i folketingsvalg forsynes med en attestation fra kommunens folkeregister om, at vælgeren ved erklæringens afgivelse opfylder betingelserne for valgret til Folketinget.

Det følger videre af folketingsvalglovens § 12, stk. 6, at folkeregistret efter attestationen skal sende vælgererklæringen til den pågældende vælger, som derefter skal videresende erklæringen til partiet, såfremt vælgeren fortsat ønsker at deltage i anmeldelsen af partiet. Reglen om, at folkeregisteret skal sende vælgererklæringen til den pågældende vælger i stedet for direkte til partiet, blev indført i folketingsvalgloven i 1989 (lov nr. 245 af 19. april 1989). Af bemærkningerne til det forudgående lovforslag (lovforslag nr. L 168, Folketingstidende 1988-1989, Tillæg A, spalte 3965) fremgår blandt andet følgende om baggrunden for lovændringen:

"Erfaringerne fra folketingsvalg afholdt i de senere år viser, at nogle af de nye partier får langt færre stemmer end svarende til det antal vælgererklæringer, der kræves til partianmeldelse... ...De gældende regler om partianmeldelse er således ikke i alle tilfælde tilstrækkelige til at sikre, at et nyt parti har tilslutning fra et vist ikke ubetydeligt antal vælgere. Reglernes utilstrækkelighed kan hænge sammen med, at det er for "let" for en vælger at deltage i en partianmeldelse. Der kræves intet selvstændigt initiativ eller nogen aktiv handling fra vælgeren, bortset fra at udfylde og underskrive en vælgererklæring som typisk bliver præsenteret for den pågældende vælger ved opsøgende virksomhed fra partiets side (gadeindsamlinger og lignende). Hertil kommer, at de gældende regler kun yder en ringe sikkerhed for, at der ikke indgår falske vælgererklæringer i en partianmeldelse. Dette er utilfredsstillende, fordi der som følge heraf ikke kan opnås sikkerhed for den i loven krævede vælgertilslutning til en partianmeldelse. I øvrigt må der ses bort fra falske vælgererklæringer, i det omfang disse opdages. Herved kan et parti, der har anmeldt sin deltagelse i folketingsvalg, uforskyldt bringes i den situation, at anmeldelsen ikke kan godkendes. Også hensynet til de partier, der anmelder deres deltagelse i folketingsvalg, taler således for en ændring af reglerne... ..Det foreslås, at der gennemføres den ændring i den hidtidige fremgangsmåde, at folkeregisteret - efter attestation - skal sende vælgererklæringen til den pågældende vælger, og ikke som hidtil til partiet, idet vælgeren herefter - såfremt ønsket om deltagelse i anmeldelsen af partiet opretholdes - skal foretage en aktiv handling bestående i at videresende den attesterede vælgererklæring til partiet."

Den gældende regel, hvor folkeregisteret skal sende den attesterede vælgererklæring til vælgeren i stedet for direkte til partiet, øger således i højere grad end den tidligere regel sandsynligheden for at et nyt parti, der anmelder sin deltagelse i folketingsvalg, har den nødvendige folkelige opbakning til at blive repræsenteret i Folketinget ved det næstkommende valg. Der er ikke grundlag for at antage, at de hensyn, der lå til grund for at ændre reglen, ikke stadig gør sig gældende. Jeg ser derfor ingen anledning til, at reglen skal ændres.

Med venlig hilsen
Bertel HaardeR   
/Nicoline Nyholm Miller

Vil ministeren oplyse, hvordan ministeren over for Erhvervsudvalget kan oplyse, at Fødevarestyrelsens afgørelse i Lurpak-sagen kan indbringes for domstolene, og samtidig har instrueret Kammeradvokaten om at nedlægge påstand om afvisning af at realitetsbehandle selv samme afgørelse?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren oplyse, hvordan ministeren over for Erhvervsudvalget kan oplyse, at Fødevarestyrelsens afgørelse i Lurpak-sagen kan indbringes for domstolene, og samtidig har instrueret Kammeradvokaten om at nedlægge påstand om afvisning af at realitetsbehandle selv samme afgørelse?

Skriftlig begrundelse:
I vinteren 2007/2008 beskæftigede både Erhvervsudvalget og Fødevareudvalget sig med sagen om ARLA Foods' markedsføring af blandingsproduktet Lurpak Smørbar, fordi en række medlemmer af de to udvalg mente og fortsat mener, at det er vildledende at markedsføre vegetabilske olier som associerende til smør, eftersom vegetabilsk olie er langt billigere i indkøb end smør.

Oprindeligt nedlagde den lokale fødevareregion forbud mod markedsføringen, men senere omgjorde Fødevarestyrelsen dette forbud.

Den 8. januar 2008 var fødevareministeren til samråd i Erhvervsudvalget om sagen.

I sit talepapir til udvalget sagde ministeren bl.a.: »Styrelsens afgørelse i sagen er en endelig administrativ afgørelse, som vil kunne indbringes for domstolene«.

På dette grundlag afviste ministeren at gå ind i sagen: »Det er derfor ikke under overvejelse at omgøre Fødevarestyrelsens afgørelse«.

Efterfølgende anlagde Margarine Foreningen MIFU i oktober 2008 sag mod Fødevarestyrelsen med påstand om ophævelse af Fødevarestyrelsens afgørelse.

Kammeradvokaten, der repræsenterer Fødevarestyrelsen, har imidlertid over for Østre Landsret nedlagt påstand om sagens afvisning med begrundelse, at MIFU ikke har søgsmålskompetence.

Østre Landsret har givet Fødevarestyrelsen medhold i den nedlagte påstand, således at sagen ikke kan realitetsbehandles, medmindre Højesteret ændrer landsrettens afgørelse

Spørgeren undrer sig over, hvordan ministeren både kan oplyse over for Erhvervsudvalget, at styrelsens afgørelse kan indbringes for domstolene, og samtidig kan instruere Kammeradvokaten om at nedlægge påstand om afvisning af at realitetsbehandle den selv samme afgørelse.

Svar:
Fødevarestyrelsen omgjorde ved afgørelse af den 5. oktober 2007 Fødevareregion Nords forbud mod salg af ”Lurpak Smørbar”, idet Fødevarestyrelsen ikke fandt, at markedsføringen var vildledende, og begrundelsen for at forbyde produktet dermed var bortfaldet. Margarine Foreningen stævnede i oktober 2008 Fødevarestyrelsen med påstand om, at Fødevarestyrelsens afgørelse skulle ophæves, således at Fødevareregion Nords forbud over for Arla Foods AMBA mod at sælge og markedsføre blandingsproduktet ”Lurpak Smørbar” blev stadfæstet. Det er korrekt, at den daværende fødevareminister gav udtryk for, at sagen var en endelig administrativ afgørelse, som ville kunne indbringes for domstolene. Ministeren udtrykte således, at den administrative rekurs var udtømt, og at Fødevareministeriet derfor ikke kunne foretage sig mere i sagen. Der var dermed ikke taget stilling til, om en domstolsprøvelse overhovedet var mulig, men alene at hvis der skulle ske yderligere i sagen, skulle dette i givet fald ske ved domstolene.

Er ministeren enig i det uanstændige i, at Jammerbugt Kommune først beder en ældre mand om at hjælpe med at huse sin uhelbredeligt kræftsyge ekskone og derefter - uden forhåndsorientering - betegner manden og kvinden som samboende og følgelig trækker dem begge i pension?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i det uanstændige i, at Jammerbugt Kommune først beder en ældre mand om at hjælpe med at huse sin uhelbredeligt kræftsyge ekskone og derefter - uden forhåndsorientering - betegner manden og kvinden som samboende og følgelig trækker dem begge i pension?

Svar:
Som begrundelse for spørgsmålet har spørgeren anført, at kommunen på grund af mangel på visitationspladser har kontaktet den uhelbredeligt kræftsyges eksmand og spurgt, om han ville påtage sig at huse sin uhelbredeligt syge ekskone. Kommunen foretog herefter nye pensionsberegninger på baggrund af samlivsforhold uden at orientere pensionisterne herom.
Ifølge reglerne skal pensionister, der er samlevende, have beregnet pensionen som samlevende, og pensionister, der ikke er samlevende, skal have pensionen beregnet som enlige.
Personer anses som enlige, når de ikke lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk ret.
Ankestyrelsen har behandlet en række sager til belysning af spørgsmålet om, hvornår en pensionist kan betragtes som enlig. Ankestyrelsen fandt, at der er formodning for, at to personer, der var tilmeldt folkeregistret på samme adresse, som vedrørte en én-familiebolig, som udgangspunkt måtte betragtes som samlevende. I en række tilfælde fandt Ankestyrelsen dog, at formodningen ikke kunne lægges til grund.
Kommunen skal således i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret individuel vurdering af, hvorvidt der er tale om et samlivshold.
Der er mange forskellige faktorer, der kan indgå i denne vurdering. Der kan være spørgsmål om hvorvidt parterne har fælles økonomi, fælles husholdning, gensidig hjælp til husholdning, parternes hidtidige boligforhold, omstændigheder omkring sygdom og en række andre forhold. Samtidig skal parternes egen beskrivelse af forholdet indgå i vurderingen.
Kommunen skal således foretage en konkret individuel vurdering i den enkelte sag og høre parterne, før de træffer afgørelse i en sag om omberegning af pensionen fra at være beregnet på baggrund af enlig status til status som samlevende, og kommunens afgørelse skal indeholde en klagevejledning.
Jeg er enig med spørger i, at det er kritisabelt, hvis kommunen ikke har foretaget en konkret individuel vurdering i sagen, inden den traf afgørelse om omberegning af pensionerne. Men jeg mener dog ikke, som foreslået af spørgeren, at den konkrete sag giver anledning til at ændre reglerne. 

Venlig hilsen
Inger Støjberg

Mener ministeren, at der bør ses på de regler og kontrolforanstaltninger vedrørende kommunernes håndtering af indsendte vælgererklæringer, som tilsikrer, at vælgererklæringer ikke kan bortkomme?

Spørgsmålets ordlyd:
Mener ministeren, at der bør ses på de regler og kontrolforanstaltninger vedrørende kommunernes håndtering af indsendte vælgererklæringer, som tilsikrer, at vælgererklæringer ikke kan bortkomme?

Svar:
For så vidt angår reglerne i folketingsvalgloven om kommunernes attestation af vælgererklæringer samt ministeriets vejledning i tilknytning hertil, henvises der til svaret til samme spørger på spørgsmål nr. S 2458.
Det fremgår heraf, at kommunerne har pligt til at attestere indkomne vælgerer-klæringer og sende disse til vælgeren. Dette skal ske uden unødig forsinkelse.
Jeg ser ingen anledning til, at der herudover skal fastsættes særlige regler for kommunernes sagsbehandling på dette område.
Det bemærkes, at kommunerne ved attestation af vælgererklæringer naturlig-vis er omfattet af almindelige forvaltningsretlige regler, herunder retsgrundsætningen om saglighed i forvaltningen.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder / Christian Vigh   

Er ministeren enig i det urimelige i, at borgere skal vente i over to måneder på at få tilbagesendt udfyldte og attesterede vælgererklæringer fra kommunerne?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i det urimelige i, at borgere skal vente i over to måneder på at få tilbagesendt udfyldte og attesterede vælgererklæringer fra kommunerne?

Svar:
Ifølge folketingsvalglovens § 12, stk. 5, 2. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2009), skal vælgererklæringer til brug for et nyt partis anmeldelse for indenrigs- og sundhedsministeren med henblik på deltagelse i folketingsvalg forsynes med en attestation fra kommunens folkeregister om, at vælgeren ved erklæringens afgivelse opfylder betingelserne for valgret til Folketinget. Folkeregistrets attestation er en betingelse for vælgererklæringens gyldighed. Efter attestationen skal folkeregisteret sende vælgererklæringen til den pågældende vælger, jf. folketingsvalglovens § 12, stk. 6.
Folketingsvalgloven indeholder ikke frister for attestation af vælgererklæringer. Til brug for folkeregistrenes attestation af vælgererklæringer har ministeriet ud-stedt en vejledning om folkeregistrenes attestation m.v. af vælgererklæringer til brug ved partianmeldelser (VEJL nr. 139 af 17. juli 1990).
Det fremgår af vejledningen, at ministeriet forudsætter, at folkeregistrene be-handler sager om attestation af vælgererklæringer uden unødig forsinkelse og i den rækkefølge, hvori erklæringerne modtages.
Det vil i praksis sige, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet forudsætter, at sagsbehandlingen som udgangspunkt kan klares inden for nogle få dage. Dog må kommunerne også have en vis frihed til selvstændigt at tilrettelægge deres arbejdsrutiner hensigtsmæssigt.
Ministeriet har ved brev af 19. februar 2010 anmodet alle kommunalbestyrelser om at henlede folkeregistrenes opmærksomhed på vejledningen.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder /Christian Vigh

Er ministeren enig i, at regeringens nye hundelov har sat hundredevis af hundeejere, hvis tæver i øjeblikket er drægtige, i en bizar og umulig situation?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i, at regeringens nye hundelov har sat hundredevis af hundeejere, hvis tæver i øjeblikket er drægtige, i en bizar og umulig situation?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren har fået adskillige henvendelser fra borgere med drægtige tæver, der er omfattet af forbuddet mod 13 hunderacer. Borgerne er rådvilde, fordi de ikke ved, hvilken situation de står i, hvis deres tæve først nedkommer efter 1. juli. Spørgeren har bl.a. fået et spørgsmål fra en borger, hvis tæve er sat til at føde mellem 27. juni og 2. juli. Borgeren vil gerne vide, hvorvidt hvalpene skal aflives, hvis de kommer til verden efter 1. juli, eller om hun i det tilfælde blot ikke må sælge dem. Ligeledes er hun i tvivl om, hvorvidt hun gerne må sælge dem, hvis de fødes inden 1. juli, og om de i så fald ikke skal aflives. Borgeren er naturligvis fortvivlet og håber stærkt på, at hvalpene får lyst til at se dagens lys senest 30. juni kl. 23.59, så de måske kan få lov at leve.
Spørgeren er endog blevet kontaktet af en desperat borger, som forespurgte, om et kuld endnu ufødte hvalpe ville få lov at leve, hvis hun udsatte sin tæve for et i øvrigt alt for tidligt kejsersnit, således at hvalpene kunne blive bragt til verden inden 1. juli.
Efter spørgerens opfattelse illustrerer ovennævnte eksempler, at hundeloven har sat borgere med drægtige tæver, der er omfattet af raceforbuddet, i en grotesk og urimelig situation. Loven har skabt stor usikkerhed og er efter spørgerens mening et politisk og administrativt makværk, der udelukkende er vedtaget for at vise »handlekraft« hos ukyndige politikere. I forbindelse med vedtagelsen har man således ladet hånt om alle udtalelser fra fagfolk, som påpeger, at bid-episoder ikke er racebetingede, men skyldes ejerens uvidenhed, og at man langt hellere burde have indført et obligatorisk hundekørekort. Spørgeren påpeger endvidere, at alle disse endnu ufødte hvalpe, som vil skulle aflives straks efter fødslen, kun vil have gjort sig skyldig i én eneste forbrydelse: Nemlig at de er blevet født.

Svar:
Som begrundelse for spørgsmålet henviser spørgeren til, at han har modtaget en række henvendelser fra borgere, der er usikre på, hvilken situation de står i, når deres drægtige tæver får hvalpe, hvis det sker efter den 30. juni 2010.Folketinget vedtog den 4. juni 2010 forslaget til lov om ændring af lovom hunde og dyreværnsloven (Forbud mod besiddelse mv. af visse hun-de, båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midlertidig frakendelseaf retten til at have med dyr at gøre mv.) (L 163). Ændringen indebærer bl.a., at der indføres et forbud mod besiddelse, avl og erhvervsmæssigindførsel af 13 angivne hunderacer og krydsninger, hvori de nævnte hun-de indgår, jf. hundelovens § 1 a.For så vidt angår baggrunden for indførelsen af forbuddet henvises tilbesvarelsen af spørgsmål nr. S 2438, som medlem af Folketinget Per Clausen (EL) har stillet til justitsministeren den 16. juni 2010.Som det fremgår heraf, har Justitsministeriet fundet, at der ved indførel-sen af forbuddet bør gælde en overgangsordning for de personer, der påtidspunktet for lovforslagets fremsættelse allerede var i besiddelse afhunde af de racer, der forbydes. Overgangsordningen i ændringslovens § 3, stk. 4, indebærer, at personer,der var i besiddelse af en af de forbudte hunde ved lovforslagets fremsættelse den 17. marts 2010, lovligt kan beholde hunden. Hundehvalpe, dertilhører en af de forbudte racer eller krydsninger, og som fødes efter den 17. marts 2010, vil ikke være omfattet af overgangsordningen. Dissehvalpe vil derfor ikke lovligt kunne besiddes i Danmark efter den 30. juni2010

Er ministeren enig i, at såkaldte personlighedstests på private aktiveringskurser, hvorunder de aktiverede skal »teste, om deres personlighed passer til en ørn eller en ugle« samt »bygge tårne af legoklodser«, er barnagtige og absurde, og vil ministeren tage skridt til at standse statens brug af sådanne aktiveringskurser?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i, at såkaldte personlighedstests på private aktiveringskurser, hvorunder de aktiverede skal »teste, om deres personlighed passer til en ørn eller en ugle« samt »bygge tårne af legoklodser«, er barnagtige og absurde, og vil ministeren tage skridt til at standse statens brug af sådanne aktiveringskurser?

Skriftlig begrundelse:
Det fremgik af Jyllands-Posten den 24. maj 2010, at tvangsaktiverede sendes på aktiveringskurser, hvorunder de bl.a. skal teste, om deres personlighed passer til en ørn eller en ugle, samt bygge tårne af legoklodser. Det fremgik endvidere, at de aktiverede af ren og skær kedsomhed i øvrigt bruger det meste af tiden på disse »kurser« på at spille computerspil samt på at chatte på Facebook. Endelig fremgik det, at staten i 2009 brugte 955 millioner kroner på aktiveringskurser på ledige.
Spørgeren finder, at kurser af denne art dels er spild af de aktiveredes tid, dels et grotesk misbrug af statens penge. At bede en aktiveret overveje, hvorvidt hans/hendes personlighed passer til en ørn eller en ugle, er barnagtigt og en grov fornærmelse af hans/hendes intelligens, og staten burde holde sig for god til at entrere med firmaer, der benytter sig af den slags pjat. Efter spørgerens opfattelse ville det være langt mere frugtbart, hvis man lod den aktiverede anvende tiden på at søge arbejde.
Spørgeren henviser endvidere til, at den lille milliard, staten sidste år brugte på disse private »kurser«, kunne være bedre anvendt på beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som f.eks. en tidsafgrænset nedsættelse af skatten for iværksættere eller en nedsættelse af hotelmomsen til gavn for turismen og for turisterhvervet.

Svar:
For mig er det vigtigt, at borgerne får en målrettet og individuel indsats, der hurtigst muligt kan hjælpe dem i job. Indsatsen skal give mening og være relevant i forhold til den enkelte borger. Derfor ærgrer jeg mig selvfølgelig, når der dukker eksempler op, hvor det umiddelbart lyder som om, at indsatsen ikke er målrettet borgeren. Det er ikke bare spild af penge, men også splid af menneskelige ressourcer.
Siden overgangen til det enstrengede beskæftigelsessystem har kommunerne haft det fulde ansvar for beskæftigelsesindsatsen, og det er kommunerne, der har pligt at føre tilsyn med den indsats, borgene får. Både når det er jobcentret, og når det er anden aktør, der står for indsatsen.
På baggrund af Deloittes rapport om brugen af andre aktører har jeg taget en række initiativer, der skal understøtte, at kommunerne vælger at samarbejde med de aktører, der har de bedste resultater med at få borgerne i job.
Blandt andet har Arbejdsmarkedsstyrelsens direktør skrevet til alle landets kommunaldirektører og gjort opmærksom på, at det kan betale sig for kommunen at have et øget fokus på aktørernes resultater, når kommunen skal vælge, hvilke aktører de vil samarbejde med. I den forbindelse er kommunen også blevet opfordret til at have fokus på, at indsatsen er målrettet den enkelte borger, og at borgeren kun skal
have et længerevarende jobsøgningskursus, hvis borgeren har behov for det.
Herudover har jeg taget initiativ til, at:

• Arbejdsmarkedsstyrelsen og beskæftigelsesregionerne laver hitlister over, hvilke aktører der klarer sig bedst og hvilke aktører, der klarer sig dårligst.
• Beskæftigelsesregionerne har intensivt fokus på andre aktørers resultater på individuelle
dialogmøder med jobcentrene og på temamøder, hvor både jobcentre
og andre aktører deltager.
• Der skal iværksættes en tilbundsgående undersøgelse af resultaterne hos de aktører, der varetager indsatsen for ledige akademikere.

Der er også fra centralt hold lavet en vejledning til kommunerne med gode råd om tilsyn med andre aktører.
Endelige aflønnes aktørerne under de landsdækkende udbud ud fra, om de kan få borgerne i job. De får således kun størstedelen af deres betaling (75 pct.), hvis de får borgerne i job, og får 25 pct. af deres betaling, hvis borgeren ikke kommer i job.
Det er med til at sikre, at aktørerne har et stærkt incitament til at give borgeren en målrettet indsats, der kan føre til job, da de ellers ikke får fuld betaling for deres indsats.
Jeg synes, vi gør meget for at understøtte, at der er kvalitet i den indsats, borgerne får, men vi kan ikke fra centralt hold sikre kvaliteten i indsatsen. Kvalitet skal sikres gennem en tæt opfølgning på indsatsen ude i kommunerne.
Hvis borgene er utilfredse med den indsats, de får hos andre aktører, kan de klage til jobcenteret. Det skal borgeren selvfølgelig gøre både af hensyn til borgeren selv men også af hensyn til kommunernes mulighed for at følge op på kvaliteten i indsatsen hos den aktør, som kommunen har valgt at samarbejde med.

Venlig hilsen
Inger Støjberg

Vil ministeren tage initiativ til, at der for værdigt trængende personer indføres retskrav på en plejebolig med dyretilladelse, og vil ministeren i den forbindelse tage initiativ til, at der på næste års finanslov afsættes en pulje, som øremærkes oprettelse og drift af sådanne boliger?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren tage initiativ til, at der for værdigt trængende personer indføres retskrav på en plejebolig med dyretilladelse, og vil ministeren i den forbindelse tage initiativ til, at der på næste års finanslov afsættes en pulje, som øremærkes oprettelse og drift af sådanne boliger?

Skriftlig begrundelse:
Af ministerens svar på spørgsmål nr. S 2295 fremgår det, at ministeren med henvisning til kommunernes visitationsret ikke ser sig i stand til at forholde sig til en konkret sag fra Lyngby-Taarbæk Kommune, som drejer sig om, at kommunen ikke vil tilbyde en ældre, rygopereret borger en plejebolig med dyretilladelse, på trods af, at kommunen råder over flere sådanne boliger. Borgeren, som lider af en rygsygdom og har gennemgået syv operationer, bebor i øjeblikket en lejlighed på første sal, hvor hun kun under store smerter er i stand til at forcere trapperne. Hun er ejer af en lille hund, som hun naturligvis gerne vil beholde og har derfor behov for en plejebolig med dyretilladelse. Ifølge kvindens læge er det uforsvarligt, at hun flere gange om dagen tvinges til at tage turen op og ned fra første sal for at kunne lufte hunden.
Spørgeren opfordrer derfor ministeren til at tage initiativ til, at der for værdigt trængende personer, det være sig ældre, syge eller handicappede, indføres retskrav på en plejebolig med dyretilladelse. I den forbindelse opfordres ministeren til på næste års finanslov at sørge for oprettelse af en statslig pulje, som kan søges af økonomisk trængte kommuner, til byggeri og drift af sådanne boliger. Spørgeren vil tilføje, at han finder det dybt ulykkeligt, hvis økonomi eller kommunalt bureaukrati er med til at blokere for, at ældre og handicappede kan beholde deres dyr, når de flytter i plejebolig. Ifølge Ældresagen er det udelukkende positivt for ældre mennesker at holde hund eller andre dyr, og det er i markant grad med til forøge deres livskvalitet. Det bør derfor efter spørgerens opfattelse være en selvfølge, at kommunerne forpligtes til altid at kunne tilbyde dem en plejebolig med dyretilladelse.

Svar:
Spørgsmålet om, hvorvidt der i den enkelte almene afdeling må holdes husdyr, er et husordensanliggende. Det er således beboerne selv, der på et afdelingsmøde tager stilling til, om det i den pågældende afdeling skal være tilladt at holde husdyr.
Denne ordning følger af det overordnede beboerdemokratiske princip - at det som altovervejende hovedregel er beboerne selv, som bestemmer over afdelingens anliggender. Det er min opfattelse, at vi skal holde fast i dette princip.
Jeg går ud fra, at den enkelte kommune inddrager den gældende husorden i overvejelserne om, hvilken konkret bolig der skal anvises til den plejekrævende person, således at det i videst mulige omfang bliver muligt for den plejekrævende at medtage sin hund.

Benedikte Kiær / Mikael Lynnerup Kristensen

Er ministeren enig i det urimelige i, at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke vil tilbyde en plejebolig med dyretilladelse til en ældre, flere gange rygopereret borger, der er ejer af en lille hund?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i det urimelige i, at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke vil tilbyde en plejebolig med dyretilladelse til en ældre, flere gange rygopereret borger, der er ejer af en lille hund?

Skriftlig begrundelse:
Det fremgår af TV2 Lorry fredag den 21. maj 2010, at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke vil tilbyde en ældre, rygopereret borger en plejebolig med dyretilladelse, på trods af at kommunen råder over flere sådanne boliger.
Borgeren, som lider af en rygsygdom og har gennemgået syv operationer, bebor i øjeblikket en lejlighed på første sal, hvor hun kun under store smerter er i stand til at forcere trapperne. Hun er ejer af en lille hund, som hun naturligvis gerne vil beholde og har derfor behov for en plejebolig med dyretilladelse. Ifølge kvindens læge er det uforsvarligt, at hun flere gange om dagen tvinges til at tage turen op og ned fra første sal for at kunne lufte hunden.
Spørgeren finder det helt urimeligt og uforståeligt, at kommunen ikke for længst har tilbudt den ældre borger en plejebolig med dyretilladelse. Ifølge indslaget i TV2 Lorry råder Lyngby-Taarbæk Kommune over mange sådanne handicapboliger, men af uoplyste grunde har kommunen ikke villet tilbyde borgeren en sådan.
Spørgeren påpeger, at det bl.a. ifølge Ældresagen udelukkende er positivt for ældre mennesker at holde hund eller andre dyr, og at det i markant grad er med til forøge deres livskvalitet. Det bør derfor efter spørgerens opfattelse være en selvfølge, at kommunerne altid er i stand til at tilbyde en plejebolig med dyretilladelse.

Svar:
Det er kommunalbestyrelsen, der visiterer ældre og handicappede borgere til almene ældreboliger, herunder plejeboliger, ligesom det som udgangspunkt også er kommunalbestyrelsen, der udøver anvisningsretten. Når der bliver en plejebolig ledig, er det således som udgangspunkt også kommunalbestyrelsen, der afgør, hvem af de visiterede borgere der skal have den ledige bolig.
Plejeboliger skal udlejes til ældre og personer med handicap, der har behov for sådanne boliger. Hovedreglen er, at det er den borger, der har det største behov for plejeboligen, der skal have tilbudt den ledige bolig. Der er altid tale om en konkret vurdering ud fra lokale forhold og behov. En nærmere afgrænsning af, hvornår et behov er til stede kan derfor ikke gives. Behovsvurderingen skal dog bl.a. omfatte den enkelte persons sociale, fysiske og psykiske forhold.
Det fremgår ikke af begrundelsen for spørgsmålet, om Lyngby-Taarbæk
Kommune allerede har visiteret den pågældende borger til en lejebolig,
således at borgeren alene venter på at få tilbudt en bolig, hvor der er tilladelse til at holde hund.

Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Tlf. 3392 9300
Fax. 3393 2518
E-mail sm@sm.dk
http://www.sm.dk/

KAK/ J.nr. 2010-2633

Da det som nævnt er kommunalbestyrelsen, der visiterer til plejeboliger, har jeg ingen mulighed for at forholde mig til den konkrete sag. Det er alene kommunalbestyrelsen, som har kendskab til de lokale boligforhold, og som i øvrigt ligger inde med alle de relevante oplysninger, der skal bruges til at vurdere, om der er grundlag for at visitere en borger til en plejebolig, og hvem en ledig bolig skal tilbydes.

Benedikte Kiær

Er ministeren enig i, at det påtænkte frasalg af halvdelen af Sct. Hans Hospital og den voldsomme beskæring af sengepladser vil kunne resultere i flere retspsykiatriske patienter og dermed i sidste ende øgede udgifter for samfundet?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i, at det påtænkte frasalg af halvdelen af Sct. Hans Hospital og den voldsomme beskæring af sengepladser vil kunne resultere i flere retspsykiatriske patienter og dermed i sidste ende øgede udgifter for samfundet?

Skriftlig begrundelse:
Det fremgår af Dagbladet Roskilde 19. maj 2010, at et politisk forlig i Region Hovedstaden lægger op til, at hele Vesthospitalet på Psykiatrisk Center Sct. Hans skal sælges fra.
Spørgeren er meget betænkelig ved disse planer og frygter, at det vil kunne føre til, at tilstandene på det retspsykiatriske område forringes i markant grad. I forvejen er området efter spørgerens mening kraftigt underprioriteret og en drastisk beskæring af antallet af sengepladser på Sct. Hans Hospital, sådan som der lægges op til, kan kun forringe forholdene yderligere.
Spørgeren henviser i øvrigt til, at Sct. Hans er Danmarks ældste psykiatriske hospital, og at den dér gennem mange år oparbejdede ekspertise kun kan lide under at blive spredt. Spørgeren finder således beslutningen særdeles uheldig og påpeger, at den både vil kunne forværre forholdene for patienterne, og at den kortsigtede økonomiske gevinst i sidste ende vil kunne medføre øgede udgifter for samfundet.

Svar:
Jeg går ud fra, at der i spørgsmålet refereres til det projektforslag på Sct. Hans Hospital, der blev vedtaget af Regionsrådet i Region Hovedstaden den 25. maj 2010, og som man kan se på Region Hovedstadens hjemmeside.
Jeg vil i den forbindelse henvise til, at regeringen den 26. januar 2009 gav Region Hovedstaden et foreløbigt tilsagn om tilskud fra kvalitetsfonden til en udbygning af Sct. Hans Hospital med en samlet investeringsramme (totalramme inkl. apparatur/IT og inventar mv. og regional egenfinansiering) på 0,55 mia. kr.
Af tilsagnsbrevet fra regeringen fremgik det endvidere, at det foreløbige tilsagn blev udmeldt med de forudsætninger og anbefalinger, som ekspertpanelet har indstillet for et senere endeligt tilsagn, herunder at Regionen Hovedstaden skal vende tilbage med en detaljeret projektbeskrivelse inden for den fastlagte investeringsramme kan udbetales.
Og som bekendt har vi i Danmark et decentralt sundhedsvæsen, som betyder, at regeringen har ansvaret for de overordnede rammer på sundhedsområdet, mens ansvaret for den konkrete tilrettelæggelse og varetagelse af undersøgelse og behandling ligger hos regionerne. Det er således regionernes opgave som sygehusmyndighed at sikre, at der findes de nødvendige og relevante tilbud til patienter, som lider af en psykisk sygdom. Jeg går ud fra, at Region Hovedstaden med sine beslutninger på det psykiatriske område sikrer, at der fortsat findes de nødvendige og relevante tilbud til patienter med behov for en
længerevarende indsats.

Med venlig hilsen
Bertel Haarder / Sine Mutanu Jungersted

Påtænker ministeren i anledning af Europaparlamentets betænkning om evaluering og analyse af handlingsplanen for dyrevelfærd 2006-2010 og Folketingets ønsker om en løsning på kastrationsproblemet at tage spørgsmålet om kastration af smågrise op med sine kolleger i ministerrådet med henblik på at henstille til Kommissionen, at de fremsætter et lovforslag om et fælleseuropæisk forbud mod kastration uden bedøvelse?

Spørgsmålets ordlyd:
Påtænker ministeren i anledning af Europaparlamentets betænkning om evaluering og analyse af handlingsplanen for dyrevelfærd 2006-2010 og Folketingets ønsker om en løsning på kastrationsproblemet at tage spørgsmålet om kastration af smågrise op med sine kolleger i ministerrådet med henblik på at henstille til Kommissionen, at de fremsætter et lovforslag om et fælleseuropæisk forbud mod kastration uden bedøvelse?

Skriftlig begrundelse:
I dag kastreres tusindvis af danske smågrise uden bedøvelse for at forhindre fremkomsten af ornelugt. Det medfører store lidelser for grisene, og det er efter spørgerens mening helt uacceptabelt, at vi tillader de lidelser, når der i dag findes brugbare alternativer. Spørgeren ønsker derfor, at ministeren skal forsøge at overbevise EU´s øvrige justitsministre om det hensigtsmæssige i et generelt europæisk forbud mod kastration. På den måde får man håndteret en stor del af konkurrenceproblematikken, eftersom alle de store eksportmarkeder (bortset fra Japan) jo er medlem af EU.
Spørgeren påpeger, at der allerede i dag findes vaccinationsmidler mod ornelugt, som er godkendt i over 50 lande og allerede i brug i Tyskland, Brasilien, Australien, New Zealand, Ungarn, Tjekkiet, Cypern og Spanien. Set i lyset af, at der allerede nu findes brugbare alternativer, finder spørgeren det derfor helt urimeligt, at tusindvis af danske smågrise fortsat skal udsættes for lidelser i forbindelser med kastration.
Spørgeren påpeger endvidere, at et forbud mod kastration sandsynligvis ville få mange landmænds øjne op for, at vaccination er en mere praktisk anvendelig løsning end kastration med bedøvelse

Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 2145.

Er det ministerens vurdering, at et isoleret dansk forbud mod kastration af smågrise kan volde industrien konkurrencemæssige problemer på eksportmarkederne, og vil ministeren i givet fald arbejde målrettet for at sikre et generelt europæisk forbud?

Spørgsmålets ordlyd:
Er det ministerens vurdering, at et isoleret dansk forbud mod kastration af smågrise kan volde industrien konkurrencemæssige problemer på eksportmarkederne, og vil ministeren i givet fald arbejde målrettet for at sikre et generelt europæisk forbud?

Skriftlig begrundelse:
I dag kastreres tusindvis af danske smågrise uden bedøvelse for at forhindre fremkomsten af ornelugt. Det medfører store lidelser for grisene, og det er efter spørgerens mening helt uacceptabelt, at vi tillader de lidelser, når der i dag findes brugbare alternativer. Spørgeren ønsker derfor ministerens vurdering af konsekvenserne, hvis Danmark går i spidsen med et forbud, samt subsidiært mulighederne for et generelt europæisk forbud.
Spørgeren påpeger, at der allerede i dag findes vaccinationsmidler mod ornelugt, som er godkendt i over 50 lande og allerede i brug i Tyskland, Brasilien, Australien, New Zealand, Ungarn, Tjekkiet, Cypern og Spanien. Set i lyset af, at der allerede nu findes brugbare alternativer, finder spørgeren det derfor helt urimeligt, at tusindvis af danske smågrise fortsat skal udsættes for lidelser i forbindelser med kastration.
Spørgeren påpeger endvidere, at et forbud mod kastration sandsynligvis ville få mange landmænds øjne op for, at vaccination er en mere praktisk anvendelig løsning end kastration med bedøvelse

Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 2144. Som bl.a. omtalt heri har Justitsministeriet fået oplyst, at medicinalvirksomheden Pfizer har fået godkendt vaccinen Improvac til brug i bl.a. Danmark.
Imidlertid fremgår det også af besvarelsen, at der bl.a. er usikkerhed om, i hvilket omfang anvendelse af vaccinen vil forårsage negative forbrugerreaktioner og dermed betyde nedgang i salget bl.a. på de vigtige danske eksportmarkeder. Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at der på nuværende tidspunkt heller ikke foreligger andre egnede alternativer til kirurgisk kastration af pattegrise.
Det er i lyset heraf min vurdering, at de danske svineproducenter sandsynligvis vil få væsentlige problemer med at afsætte deres kød, herunder i udlandet, hvis der på nuværende tidspunkt gennemføres et dansk forbud mod kirurgisk kastration af pattegrise.
I lyset af det anførte finder jeg heller ikke, at der er grundlag for på nuværende tidspunkt at arbejde for et generelt europæisk forbud mod kirurgisk kastration af pattegrise. Det skyldes, at de europæiske – herunder danske – svineproducenter med et sådant forbud sandsynligvis vil få væsentlige problemer med at afsætte deres kød på eksportmarkeder uden for Europa.

Finder ministeren det rimeligt, at Danmark skal vente helt indtil 2014 med at indføre et forbud mod kastration af smågrise, når der allerede i dag findes godkendte alternativer, f.eks. vaccination?

Spørgsmålets ordlyd:
Finder ministeren det rimeligt, at Danmark skal vente helt indtil 2014 med at indføre et forbud mod kastration af smågrise, når der allerede i dag findes godkendte alternativer, f.eks. vaccination?

Skriftlig begrundelse:
I dag kastreres tusindvis af danske smågrise for at forhindre fremkomsten af ornelugt. Spørgeren er blevet bekendt med, at vaccinationsmidlet Improvac, der kan anvendes mod ornelugt, for nylig er blevet godkendt i Japan. Vaccinationsmidlet skulle endvidere være blevet godkendt i over 50 lande og allerede i brug i Tyskland, Brasilien, Australien, New Zealand, Ungarn, Tjekkiet, Cypern og Spanien.
Set i lyset af, at der allerede nu findes et brugbart alternativ, finder spørgeren det urimeligt, at tusindvis af danske smågrise fortsat i fire år skal udsættes for lidelser i forbindelser med kastration.
Spørgeren påpeger endvidere, at et forbud mod kastration sandsynligvis ville få mange landmænds øjne op for, at vaccination er en mere praktisk anvendelig løsning end kastration med bedøvelse.

Svar:
Justitsministeriet har fået oplyst, at medicinalvirksomheden Pfizer har
fået godkendt vaccinen Improvac til brug i bl.a. Danmark. Improvac er en vaccine mod ornelugt, der gør anvendelsen af kirurgisk kastration unødvendig.
Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at erhvervet i samarbejde med Pfizer allerede har igangsat forsøgsmæssige afprøvninger af vaccinen, der bl.a. skal afdække effekter på foderudnyttelse, kødets spisekvalitet og de arbejdsmiljømæssige konsekvenser ved brug af vaccinen.
Endvidere kan det oplyses, at der endnu er usikkerhed om, i hvilket omfang anvendelse af vaccinen vil forårsage negative forbrugerreaktioner og dermed betyde nedgang i salget bl.a. på de vigtige danske eksportmarkeder.
Jeg er i den forbindelse bekendt med, at både erhvervet og Pfizer er i gang med at undersøge dette forhold.
På den baggrund foreligger der efter Justitsministeriets opfattelse ikke på nuværende tidspunkt noget grundlag for at overveje at ændre ministeriets plan for afvikling af kirurgisk kastration i svineproduktionen, som blev sendt til Folketingets Retsudvalg og Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 22. oktober 2009. Planen indebærer, at rutinemæssig kirurgisk kastration af pattegrise skal være afviklet senest i 2014.
Som det fremgår af planen, vil Justitsministeriet en gang om året indhente oplysninger fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet, Videncenter for Svineproduktion og Fødevarestyrelsen om status for igangværende og kommende forskningsprojekter og initiativer om alternativer til kirurgisk kastration af pattegrise.
Justitsministeriet har på den baggrund den 13. april 2010 anmodet de pågældende om udtalelser. Når Justitsministeriet har modtaget udtalelserne, vil medlemmerne af Folketingets Retsudvalg og Udvalg for Fødevarer, 3 Landbrug og Fiskeri blive indkaldt til et møde, hvor der orienteres og de indhentede oplysninger, herunder om udviklingen for så vidt angår brugen af Improvac.

Er ministeren enig i, at straffene for vanrøgt af dyr generelt er for lave, og vil ministeren tage initiativ til en lovændring, således at grov vanrøgt altid medfører frakendelse af retten til at eje, holde eller handle med dyr for bestandig?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i, at straffene for vanrøgt af dyr generelt er for lave, og vil ministeren tage initiativ til en lovændring, således at grov vanrøgt altid medfører frakendelse af retten til at eje, holde eller handle med dyr for bestandig?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge Horsens Folkeblad den 23. april 2010 er en landmand blevet idømt en betinget fængselsdom samt en frakendelse af retten til at eje svin i 5 år efter at være blevet kendt skyldig i grov vanrøgt af tusindvis af svin. Retten lægger til grund for den milde dom, at manden havde haft personlige problemer.
Spørgeren finder det ubegribeligt, at hensynet til landmandens personlige problemer skal afgøre, hvorvidt han igen må have med dyr at gøre. Uanset hvor stor forståelse man kan have for andres personlige problemer, må hensynet til dyrenes ve og vel altid komme i første række. Ifølge avisen fandt myndighederne »tusindvis af døde, syge og underernærede svin på hans gårde ved Solbjerg og Hørning under forhold, som af flere vidner er blevet beskrevet som ubeskriveligt ulækre«. Spørgeren opfordrer ministeren til at foranledige ændring af loven således, at vanrøgt af den omtalte størrelsesorden automatisk medfører livsvarig og ikke kun periodebestemt frakendelse af retten til at holde dyr.
Horsens Folkeblad oplyser endvidere, at landmanden er i besiddelse af flere kvægbesætninger, som ikke berøres af den midlertidige frakendelse af retten til at holde svin. Men hvis man har vist sig ude af stand til at tage vare på én dyreart, må det antages, at man heller ikke kan tage ansvarligt vare på andre dyrearter. Spørgeren vil derfor også opfordre ministeren til at foranledige ændring af loven derhen, at en frakendelse af retten til dyrehold automatisk skal omfatte alle dyrearter og ikke kun en bestemt art.

Svar:
Efter dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., straffes uforsvarlig behandling af dyr med bøde eller fængsel indtil 1 år. Har forholdet karakter af mishandling er straffen fængsel indtil 1 år og i gentagelsestilfælde 2 år, jf. § 28, stk. 1, 3. pkt.
Det bemærkes, at sager om mishandling af dyr som udgangspunkt afgøres med frihedsstraf, mens sager om uforsvarlig og grovere uforsvarlig behandling af dyr som udgangspunkt afgøres med bødestraf. Der findes i praksis dog også eksempler på, at domstolene efter en konkret vurdering har idømt frihedsstraf i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr.
Det bemærkes endvidere, at regeringen ved ændringerne af dyreværnsloven i 2003 og 2007 gennemførte skærpelser af bødeniveauet i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.
Det er min umiddelbare opfattelse, at der ikke er behov for yderligere skærpelser af lovgivningen på området.
For så vidt angår spørgsmålet om rettighedsfrakendelse, kan det oplyses, at personer, der findes skyldige i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, kan frakendes retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum. Det er retten, der under hensyntagen til sagens samlede omstændigheder tager stilling til spørgsmålet om rettighedsfrakendelse. Frakendelse foretages i praksis for 2, 3 eller 5 år eller for bestandig.
Herudover kan det oplyses, at ifølge bemærkningerne til lov nr. 384 af 28. maj 2003, hvorved den ene af de ovennævnte skærpelser af bødeniveauet blev gennemført, skal anklagemyndigheden altid overveje, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når der rejses en straffesag for grovere uforsvarlig behandling og mishandling af dyr.
Det er min opfattelse, at det fortsat bør være domstolene, der på baggrund af sagens konkrete omstændigheder tager stilling til, om der skal ske rettighedsfrakendelse.
Jeg kan således ikke støtte forslaget om, at rettighedsfrakendelse for bestandig skal være en automatisk retsfølge i alle sager om grov vanrøgt af dyr.

Vil ministeren overveje, hvordan der kan dispenseres fra EU-reglerne, så landmænd får mulighed for at undlade øremærkning af dyr, der holdes isolerede fra andre dyr?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren overveje, hvordan der kan dispenseres fra EU-reglerne, så landmænd får mulighed for at undlade øremærkning af dyr, der holdes isolerede fra andre dyr?

Skriftlig begrundelse:
Ifølge JydskeVestkysten den 15. april 2010 har landmanden Jørgen Christensen fået aflivet ni sunde og raske kreaturer, fordi han i en tidligere sag om manglende øremærkning er blevet frakendt retten til at holde dyr.

Spørgeren er helt indforstået med, at dyreplagere skal frakendes retten til at holde dyr, men i dette tilfælde er der efter det oplyste netop ikke tale om dyrplageri, men om renlivet bureaukrati. Hvis man sammenligner med den industrialiserede dyremishandling, der foregår andre steder, er denne sag efter spørgerens mening en ren bagatel. Spørgeren opfordrer derfor ministeren til at undersøge, hvordan der kan dispenseres fra EU-reglerne om øremærkning, når det drejer sig om husdyr, der ikke har kontakt med dyr fra andre besætninger.

Spørgeren henleder endvidere opmærksomheden på, at der mange andre steder - på grund af manglende politimæssige ressourcer - afsløres decideret vanrøgt og dyremishandling, både på landbrug og andre steder. Spørgeren finder, at politiets ressourcer snarere burde bruges til at forhindre sådanne alvorlige sager i at opstå end på ligegyldige, bureaukratiske småsager.

Svar:
Reglerne omkring mærkning og registrering af kreaturer er fastlagt i fælles EU regler, der indeholder krav til øremærkning og samtidig registrering af kreaturerne i en central database. For at kunne registrere hvert enkelt kreatur i databasen er det en direkte forudsætning, at dyrene er mærkede med individuelle numre. Der er ikke i EU lovgivningen anført nogen muligheder for dispensation fra reglerne om mærkning af kreaturer.
Når EU reglerne er udfærdiget helt uden dispensationsmuligheder skal det ses i relation til reglernes overordnede formål og baggrunden for reglernes udarbejdelse, der bl.a. omfatter muligheden for opsporing af smitsomme husdyrsygdomme og beskyttelse af forbrugerne mod sygdomme, der kan smitte gennem fødevarekæden (fx BSE der kan resultere i Creutzfeldt-Jakobs sygdom).
Derudover bruges det entydige identifikationsnummer også i andre fødevaresikkerhedsmæssige sammenhænge. Hvis dyr ikke er identificerbare, kan der ikke laves en tilbageholdelsesseddel efter brug af lægemidler, hvorved der kan opstå risiko for, at kød med rester af lægemidler kommer ud til forbrugerne.
EU-reglerne rummer således ingen dispensationsmuligheder for at undlade at øremærke kreaturer, og det er min opfattelse, at såvel samfund som forbrugere er bedst tjente med at reglerne på dette punkt er meget ufleksible.

Henrik Høegh

Vil ministeren pålægge Skat at genoptage den automatiske udsendelse af papirudgaver af selvangivelser, årsopgørelser og andre skrivelser til borgerne?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren pålægge Skat at genoptage den automatiske udsendelse af papirudgaver af selvangivelser, årsopgørelser og andre skrivelser til borgerne?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren har fået flere henvendelser fra borgere, som ikke har mulighed for at kontrollere deres selvangivelser og årsopgørelser, fordi de ikke har en computer og ikke er tilkoblet internettet. Det drejer sig ofte om ældre medborgere, som hverken har lyst til eller mulighed for at skulle sætte sig ind i et for dem helt nyt fænomen som internettet. Spørgeren har endda kendskab til en borger, som kontaktede Skat telefonisk for at få tilsendt sin årsopgørelse og fik det flabede svar, at hun »bare kunne gå på biblioteket og læse årsopgørelsen på bibliotekets computer«.
Det fremgår endvidere af Nordjyske 26. marts 2010, at Ældremobiliseringen i Nordjylland har fået henvendelser fra ældre, der - når de har henvendt sig hos Skat for at få tilsendt deres selvangivelse på papir - har fået det svar, at det skulle de bestille på skat.dk. Svaret er absurd, eftersom de ældre borgere netop ikke er tilkoblet internettet og derfor ikke kan bestille noget hos skat.dk.
Spørgeren finder denne behandling af borgerne urimelig og forargelig. Skattevæsenet er til for borgernes skyld og ikke omvendt og må indrette deres forretningsgang efter borgernes behov. Skat skal derfor pålægges at ændre praksis derhen, at selvangivelser og andre skrivelser ligesom tidligere automatisk udsendes på papir, medmindre en borger udtrykkeligt frabeder sig det - ikke omvendt. Spørgeren vil desuden påpege, at de af Skat afgivne svar og den af Skat udviste holdning er udtryk for en utrolig arrogance og nedladenhed over for borgerne og opfordrer ministeren til at påtale dette over for Skat.

Svar:
Indledningsvis skal jeg præcisere, at for langt de fleste skatteydere er selvangivelsen afskaffet, så de i stedet får en årsopgørelse med det samme.
Jeg kan endvidere oplyse, at skrivelser til borgerne fra SKAT, herunder selvangivelser og årsopgørelser, stadig udsendes på papir.
Hvad specifikt angår forskudsopgørelsen er procedurerne dog nærmere reguleret ved et lovforslag om enklere forskuds- og selvangivelsesprocedurer m.m., som et bredt flertal i Folketinget
vedtog i maj 2006.
Dette betyder, at udsendelse af forskudsopgørelsen på papir kun sker ved et aktivt tilvalg fra borgerens side. Ved alle andre skrivelse sker udsendelsen på papir, medmindre borgeren udtrykkeligt har frabedt sig dette.
Jeg kan oplyse, at SKAT sender årsopgørelser med papirpost til alle skatteydere, der ikke udtrykkeligt har frabedt sig dette. Årsopgørelserne udsendes i perioden 6.-20. april i år.
Det kan således bekræftes, at SKAT foretager en automatisk udsendelse af årsopgørelsen på papir.
Grundet den store mængde årsopgørelser, der skal udskrives og postomdeles, kan udsendelsen af papirårsopgørelserne vanskeligt gennemføres tidligere. Derfor får de skatteydere, der
selv logger på Skattemappen og finder årsopgørelsen dér, tidligere adgang til årsopgørelsen end de skatteydere, der modtager den med almindelig post.
Skatteydere, der lægger vægt på at få adgang til årsopgørelsen tidligt, og som ikke ser sig i stand til at benytte Skattemappen, kan henvende sig personligt hos SKAT eller de kommunale borgerservicebutikker, som hjælper skatteyderen med at få vist og udskrevet årsopgørelsen.

Er ministeren enig i, at det er tåbeligt at udprinte e-mails og fragte dem 137 kilometer pr. lastbil, og vil ministeren oplyse Region Midtjylland om, at der findes mere hensigtsmæssige og indlysende fremgangsmåder?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i, at det er tåbeligt at udprinte e-mails og fragte dem 137 kilometer pr. lastbil, og vil ministeren oplyse Region Midtjylland om, at der findes mere hensigtsmæssige og indlysende fremgangsmåder?

Skriftlig begrundelse:
I Midtjyllands Avis den 25. marts 2010 fremgår det, at Region Midtjylland udprinter e-mails og sender dem 137 km med lastbil fra Ringkøbing til Århus. Spørgeren finder, at det er et helt utroligt ressourcespild, som dels belaster miljøet gennem lastvognskørslen og misbruget af papir, dels koster skatteyderne penge.
Spørgeren har svært ved at godtage forklaringen om, at statsforvaltningen endnu ikke har indført elektronisk sags- og dokumenthåndtering. Indtil det er blevet implementeret, må det efter spørgerens opfattelse være muligt blot at videresende de omtalte e-mails elektronisk fra den ene forvaltning til den anden og dermed skåne både miljøet og borgernes pengepunge.

Svar:
Statsforvaltningen Midtjylland har overfor mig oplyst, at al post til Statsforvaltningen Midtjylland, herunder elektronisk post, modtages i statsforvaltningens hovedkontor i Ringkøbing, hvor den journaliseres, og hvor elektronisk post i den forbindelse udskrives, inden posten fordeles til sagsbehandlerne.
Papirsager, sagsakter og anden post efter journalisering sendes med Post Danmark fra hovedkontoret Ringkøbing til afdelingskontoret i Århus.
Sagsgangene i forbindelse med modtagelse af elektronisk post er bl.a. tilrettelagt ud fra hensyn til statsforvaltningernes nuværende IT platform. Statsforvaltningerne har udarbejdet en effektiviseringsplan, som bl.a. omfatter indførelse af fuld elektronisk sags- og dokumenthåndtering (ESDH). Det er hensigten, at arbejdet med kravspecifikation indledes i 2. halvår af 2010 med henblik på implementering af ESDH i 2012.
Det er min forventning, at fremsendelse af papirbaserede sager mellem hovedkontor og afdelingskontorer i alt væsentlighed vil kunne bringes til ophør, når der er indført ESDH.

Bertil Haarder / Jens Kristian Poulsen

Vil ministeren overveje at hæve bødestørrelserne for urinering, besørgelse og anden tilsvining af offentlige byområder mærkbart?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren overveje at hæve bødestørrelserne for urinering, besørgelse og anden tilsvining af offentlige byområder mærkbart?

Skriftlig begrundelse:
I JydskeVestkysten den 21.-22. marts 2010 fremgår det, at borgerne i Esbjerg hver weekend må vågne op til en bymidte, der sejler i bl.a. opkast, afføring og urin. Ud over at det er ulækkert, kan det muligvis også udgøre en sundhedsfare for indbyggerne samt tiltrække rotter.
Spørgeren finder det stærkt urimeligt, at borgerne i Esbjerg skal leve med disse tilstande og ønsker derfor - som en adfærdsregulerende foranstaltning - bødestraffene for den slags tilsvining af byområder hævet mærkbart.
Spørgeren henleder ligeledes opmærksomheden på, at beskidte og tilsvinede by- og landområder på både kort og langt sigt kan udgøre en fare for turisterhvervet, ikke bare i Esbjerg, men i hele landet.

Svar:
Det følger af § 3, stk. 2, jf. § 2, i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger (ordensbekendtgørelsen), at det er forbudt på veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.
Overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3 straffes med bøde.
Urinering og besørgelse på veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, vil kunne indebære en overtrædelse af den nævnte bestemmelse i ordensbekendtgørelsen.
Jeg kan oplyse, at Justitsministeriet i februar i år har anmodet Rigsadvokaten om at foretage en samlet gennemgang af bødetakterne for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen med henblik på at vurdere, om der kan være grundlag for at ændre de gældende bødetakster. Justitsministeriet har anmodet om at modtage Rigsadvokatens udtalelse herom inden den 1. juli 2010.
Jeg vil afvente Rigsadvokatens udtalelse, inden jeg tager stilling til, om der er grundlag for at hæve bødetaksterne for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, herunder for overtrædelse af bekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Jeg kan supplerende oplyse, at spørgsmålet om straf for henkastning af affald hører under miljøministeren.

Vil ministeren undersøge, om der er hold i dagspressens forlydender om, at islandsk hvalkød ulovligt er blevet importeret til Danmark, og vil ministeren i bekræftende fald tage skridt til en retsforfølgelse af de ansvarlige danske opkøbere?

Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren undersøge, om der er hold i dagspressens forlydender om, at islandsk hvalkød ulovligt er blevet importeret til Danmark, og vil ministeren i bekræftende fald tage skridt til en retsforfølgelse af de ansvarlige danske opkøbere?

Skriftlig begrundelse:
I Berlingske Tidende den 21. marts 2010 fremgår det, at danske opkøbere i 2009 har importeret 22 ton islandsk hvalkød og muligvis anvendt kødet som svine- og fiskefoder. Hvis det har sin rigtighed, er det efter spørgerens mening et alvorligt brud på CITES-beskyttelsesaftalerne om ikke at sælge hvalkød til ikkehvalfangernationer.
Spørgeren tager meget stærk afstand fra den internationale fangst af hvaler og andre havpattedyr og opfordrer derfor ministeren til at tage sagen alvorligt. Spørgeren finder ligeledes, at et bekræftende svar må medføre, at den danske regering retter henvendelse til den islandske regering og indskærper Danmarks officielle holdning til hvalfangst, samt at import er hvalkød er forbudt ifølge dansk lovgivning

Svar:
Skov- og Naturstyrelsen har oplyst, at Islands Ministerium for Fiskeri og Landbrug i en meddelelse på deres hjemmeside dateret den 19. marts 2010 har meddelt, at oplysningerne på Islands Statistiks hjemmeside om eksport af hvalmel til Danmark beror på en fejl, og at der er tale om fiskemel. Det fremgår endvidere at Islands Statistik vil rette fejlen den 31. marts 2010. Der er således ikke hold i forlydender om, at islandsk hvalkød eller hvalmel ulovligt er blevet importeret til Danmark.

Karen Ellemann / Hans Henrik Christensen

Har ministeren en vurdering af de erhvervsmæssige konsekvenser af frivillig GMO-fri markdrift i Danmark, herunder potentialet for produktion af GMO-fri såsæd, frø, økologiske produkter og andre højværdi-produkter, samt den markedsplacering og goodwill hos forbrugerne der kunne opnås ved en klar markering af GMO-frihed i Danmark, og hvordan disse brandings- og udviklingsmuligheder kan sammenlignes økonomisk med de tænkte udbytte- eller produktionsmæssige fordele ved GMO-afgrøder i Danmark?

Spørgsmålets ordlyd:
Har ministeren en vurdering af de erhvervsmæssige konsekvenser af frivillig GMO-fri markdrift i Danmark, herunder potentialet for produktion af GMO-fri såsæd, frø, økologiske produkter og andre højværdi-produkter, samt den markedsplacering og goodwill hos forbrugerne der kunne opnås ved en klar markering af GMO-frihed i Danmark, og hvordan disse brandings- og udviklingsmuligheder kan sammenlignes økonomisk med de tænkte udbytte- eller produktionsmæssige fordele ved GMO-afgrøder i Danmark?
Skriftlig begrundelse:
Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 1422.

Svar:
Fødevareøkonomisk Institut har tilbage i 2003 i et notat vurderet de samfundsøkonomiske fordele og ulemper af et GMO-frit Danmark. Det fremgår af notatet, som er vedlagt dette svar, at de skitserede økonomiske fordele og ulemper er behæftet med en meget stor usikkerhed, bl.a. som følge af manglende viden på en række områder.
Jeg er ikke bekendt med, at der eksisterer beregninger af de erhvervsøkonomiske konsekvenser af, at vi afholder os fra at dyrke GMO-afgrøder i Danmark under de markedsmæssige forhold, der eksisterer i dag.
Det er i øvrigt min holdning, at markedet (det vil sige om der er efterspørgsel fra f.eks. forarbejdere og forbrugere) må afgøre, i hvilken retning udviklingen på GMO-området skal gå. 

Bertel Haarder /Christina Rughede

Kan ministeren pege på konkrete genmodificerede afgrøder, der forventes at give væsentlige økonomiske fordele for dansk landbrug?

Spørgsmålets ordlyd:
Kan ministeren pege på konkrete genmodificerede afgrøder, der forventes at give væsentlige økonomiske fordele for dansk landbrug?

Skriftlig begrundelse:
Fødevareministeriets vidensyntese om genmodificerede afgrøder indeholdt ikke en sammenligning af alternative strategier. Med Grøn Vækst har regeringen sat et mål om en fordobling af det økologiske salg og en væsentlig markedsdrevet udvikling af økologi. Både omlægning og markedsvækst undergraves af GMO-fund i økologiske afgrøder og produkter, som også forventes, efterhånden som anvendelsen af GMO udbredes i dansk landbrug. Dertil er der også fortsat negative holdninger til GMO i DK og på vigtige markeder, og det kan tyde på, at GMO-fri produktion kan blive en vigtig konkurrenceparameter i forhold til de købedygtige forbrugere, som danske producenter kan leve af at sælge til. Når en del landmænd står til at igangsætte anvendelse af GMO-afgrøder, er det vigtigt, at de erhvervsøkonomiske muligheder i en GMO-fri markdrift i Danmark overvejes

Svar:
Til besvarelse af spørgsmålet må jeg henvise til de vurderinger, som findes i Fødevareministeriets vidensyntese om brug af genmodificerede afgrøder i landbrugs- og fødevareproduktion. Heri nævnes eksempler som glyfosatresistente foderroer, skimmelresistente kartofler og planter med en forbedret kvælstofudnyttelse, der har væsentlige økonomiske potentialer inden for dansk landbrug.
Det er i øvrigt min holdning, at markedet (det vil sige om der er efterspørgsel fra f.eks. forarbejdere og forbrugere) må afgøre, om dyrkning af GMO-afgrøder har en fremtid i Danmark.

Bertel Haarder/Christina Rughede

Er ministeren enig i, at forsikringsselskaber ikke uden grund bør trække sager om erstatninger til arbejdsskadede personer ud i årevis, og vil ministeren foretage sig noget på det lovgivningsmæssige område for at forhindre en sådan praksis?

Spørgsmålets ordlyd:
Er ministeren enig i, at forsikringsselskaber ikke uden grund bør trække sager om erstatninger til arbejdsskadede personer ud i årevis, og vil ministeren foretage sig noget på det lovgivningsmæssige område for at forhindre en sådan praksis?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren er blevet bekendt med en sag, hvor en trafikskadet person indtil nu har måttet vente næsten 4 år på erstatning fra modpartens forsikringsselskab, på trods af at modpartens har påtaget sig skylden.

Spørgeren er desuden bekendt med, at det ikke er unormalt, at arbejdsskadede personer venter 2 år på erstatning. Denne praksis med at trække erstatningssager i langdrag har i flere tilfælde haft skilsmisser, arbejdsløshed, tvangsauktioner og social deroute til følge.

Spørgeren finder denne situation helt uacceptabel og vil derfor opfordre ministeren til at undersøge problemets omfang og om nødvendigt lovgive på området.

Svar:
Som beskæftigelsesminister ligger det mig meget på sinde, at personer, som har været udsat for en arbejdsskade, hurtigst muligt får afgjort deres arbejdsskadesag og udbetalt en eventuel erstatning.
Jeg kan derfor kun være enig i, at forsikringsselskaber ikke uden grund bør trække sager om erstatninger til arbejdsskadede personer ud efter, at Arbejdsskadestyrelsen har afgjort sagen.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Arbejdsskadestyrelsen, som har oplyst, at det er Arbejdsskadestyrelsens erfaring, at arbejdsgiverens forsikringsselskab som altovervejende hovedregel udbetaler den erstatning eller godtgørelse, som tilkendes efter arbejdsskadesikringsloven snarest muligt efter, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse foreligger.
Efter arbejdsskadesikringsloven skal erstatninger og godtgørelser, som er tilkendt efter loven, udbetales senest 4 uger fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Sker dette ikke, forrentes beløbet fra udløbet af 4-ugersfristen, til betalingen sker.
Vælger forsikringsselskabet at klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til Ankestyrelsen, kan forsikringsselskabet vente med at udbetale erstatningen, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen. Dette sker på årsbasis kun i få sager.
Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at man også finder, at sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen er for lang. Til det kan jeg svare, at Arbejdsskadestyrelsen målrettet arbejder på hurtigst muligt at få afgjort de mange sager, som anmeldes hvert år. Arbejdsskadestyrelsen har i de senere år haft gode resultater
med at nedbringe sagsbehandlingstiden. Styrelsen afgør på nuværende tidspunkt mere end 90 procent af alle nye sager indenfor den 1 års frist, som fremgår af arbejdsskadesikringsloven.

Der kan imidlertid være mange væsentlige årsager til, at sager er længe undervejs.
Eksempelvis kan der i sager, som vedrører et trafikuheld, være en modpart, som er erstatningsmæssigt ansvarlig for skaden. Der er i disse tilfælde ofte andre forsikringsselskaber end arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikringsselskab involveret i vurderingen af følgerne efter skaden.
Af begrundelsen for spørgsmålet fremgår, at det formentlig er en sådan sag, som både omfatter en arbejdsskade og en trafikskade, der ligger til grund for spørgsmålet.
Jeg kan imidlertid oplyse, at når der både er tale om en arbejdsskade og en trafikskade, så går arbejdsskadesikringsloven forud for erstatningsansvarsloven. Det betyder, at arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikringsselskab også skal udbetale en eventuel erstatning, som er tilkendt efter arbejdsskadesikringsloven, efter den ovennævnte 4-ugers frist, selv om der også måtte være erstatningsmæssige krav efter anden lovgivning, for eksempel efter erstatningsansvarsloven.
Jeg vurderer på dette grundlag, at arbejdsskadesikringsloven i tilstrækkelig grad sikrer den tilskadekomnes rettigheder i forhold til rettidig udbetaling af erstatning, som er tilkendt efter arbejdsskadesikringsloven. Hvis der alligevel er tilskadekomne,
som oplever, at de ikke får udbetalt erstatningen rettidigt, vil jeg anbefale, at de retter henvendelse til forsikringsselskabet, eventuelt via Arbejdsskadestyrelsen, som vil være behjælpelig.

Venlig hilsen
Inger Støjberg

Vil ministeren, set i lyset af at der stadigvæk foregår halekupering rutinemæssigt i konventionelle svinehold, drage omsorg for, at det bliver stoppet, da rutinemæssig halekupering er forbudt?

Svar:
1. Justitsministeriet kan oplyse, at reglerne om halekupering af svin findes i bekendtgørelse nr. 324 af 6. maj 2003 om halekupering og kastration af dyr, som ændret ved bekendtgørelse nr. 823 af 24. august 2005.
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin.
Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, må svin ikke halekuperes rutinemæssigt.
Pattegrise kan halekuperes inden for dyrets 2.-4. levedøgn, hvis der
er dokumentation for, at der på bedriften er sket skader på haler som følge af, at kupering ikke er foretaget. Halen skal kuperes mindst muligt, og der må højst kuperes op til halvdelen af den, jf. § 4, stk. 2. Endvidere skal der, inden halekupering foretages, være forsøgt foranstaltninger for at forhindre halebidning under hensyntagen til miljøet og belægningsgraden, og utilstrækkelige staldforhold eller driftsledelsessystemer skal endvidere ændres, jf. § 4, stk. 4.

2. For så vidt angår de kontrolmæssige erfaringer med overholdelse af bekendtgørelsens § 4 kan Justitsministeriet oplyse, at ministeriet tidligere – til brug for besvarelsen af 23. marts 2009 af spørgsmål nr. 113 fra Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – har indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der oplyste følgende:
”Halekupering, dvs. afklipning af højst halvdelen af pattegrisens
hale, udføres for at undgå, at grisene senere i produktionen bider hinandens haler til blods. Halebidning er smertefuldt for grisene og medfører desuden ofte infektioner, som kan spredes til andre dele af kroppen. Ved at halekupere pattegrise minimeres risikoen for senere udvikling af halebid hos slagtesvin.
Halekupering må kun anvendes, hvis andre forebyggende foranstaltninger ikke har kunnet forhindre halebidning i besætningen,
og selve indgrebet skal foretages inden for de første 2-4 dage af grisens levetid. Det er Fødevarestyrelsens vurdering, at hovedparten af de danske pattegrise halekuperes indenfor de første levedøgn.
Halebidning opstår typisk, når grisene når slagtesvinealderen, mens selve halekuperingen foregår i sobesætningen, umiddelbart efter pattegrisene er født. Produktionen af pattegrise og produktionen af slagtesvin er ofte to adskilte produktioner, og over halvdelen af de smågrise, der produceres i Danmark, sælges til  slagtesvineproduktion i andre besætninger, heraf mange i udlandet. Der er derfor i mange tilfælde problemer med at fremskaffe den ønskede dokumentation for de forebyggende tiltag, som jo må foretages i aftagerbesætningen.
Fødevarestyrelsen kontrollerer i forbindelse med velfærdskontrollen
i svinebesætninger, at § 4 i bekendtgørelse nr. 324 om halekupering og kastration overholdes. Det vil sige, at det kontrolleres, at grisene ikke halekuperes rutinemæssigt. Dokumentationen af behov for halekupering eller forsøg på foranstaltninger for at forhindre halebidning er en mundtlig erklæring fra besætningsejeren, som skal bekræfte, at der fortsat er problemer med halebid, uanset at der er iværksat forebyggende foranstaltninger for at løse problemet.
Fødevarestyrelsen er imidlertid opmærksom på behovet for at skærpe kravene til, hvilken dokumentation der skal ligge til grund for at anvende halekupering, og har derfor holdt et møde med Dansk Svineproduktion om problematikken. Her var der enighed om, at halebidning er et problem, som myndigheder og erhverv skal samarbejde om at løse, og det blev aftalt, at dokumentation for årsagen til halekupering samt for etablering af forebyggende foranstaltninger skal være en del af det kommende egenkontrolprogram for dyrevelfærd.
Fødevarestyrelsen er af den opfattelse, at halekupering er en praksis i svineproduktionen, der ikke umiddelbart kan stoppes ved hjælp af kontrol og sanktioner. For at reducere behovet for halekupering skal det bagvedliggende problem med halebidning løses, og det kan kun ske via et samarbejde med branchen og gennem yderligere forskning og udvikling på området.
Halebidning og halekupering bliver desuden behandlet i Justitsministeriets "Arbejdsgruppe for hold af svin", hvor branchen
også deltager.”

3. Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at arbejdsgruppen om hold af svin, som Justitsministeriet nedsatte i januar 2007, har fået til opgave at foretage en undersøgelse og en vurdering af forholdene for svin i produktionen og komme med eventuelle forslag til ændringer af lovgivnin gen med henblik på at forbedre de dyrevelfærdsmæssige forhold for svin.
Arbejdsgruppen skal bl.a. drøfte spørgsmålet om halekupering af svin. Arbejdsgruppen forventer på nuværende tidspunkt at afgive en samlet rapport inden udgangen af 2010.